Nyhed

Opeth kommer til Danmark

Det svenske progressive dødsmetalband besøger Danmark til november og lægger vejen forbi Aarhus og København

Opeth blev dannet i 1990 og havde fra starten ambitioner om at blive det ondeste band i verden. I dag er de dog mest kendte for deres mere opfindsomme dødsmetal, som med en blanding af en lang række musikgenrer har fået en original og særpræget lyd. Til november gæster de atter dansk grund og vil være at opleve på VoxHall og i Vega.

Med sin position som Opeths hovedsangskriver dominerer sanger og guitarist Mikael Åkerfeldt bandets lyd. Selvom han ikke var med til at grundlægge bandet, er han det eneste medlem, der har optrådt på alle udgivelserne. Debutalbummet "Orcid" udkom i 1995, men den kommercielle succes kom først med udgivelsen af "Damnation" i 2003. Det er blevet til i alt ti albums i den godt 20-årige karriere og adskillige turnéer verden over.

Sidste gang svenske Opeth besøgte Danmark var under Copenhell i 2011, og her gav de en atmosfærisk og stemningsfuld koncert. GAFFAs anmelder Peter Béliath gav fire stjerner og beskrev blandt andet koncerten sådan: "Man kan måske beskylde Mikael Åkerfeldt for at være en selvhøjtidelig komponist, der skriver sange for sin egen skyld. Opeth-maestroen går i hvert fald ikke på kompromis. Åkerfeldt skriver musik for evigheden. Koncerten på Copenhell beviste da også, at kompositioner som "Master's Apprentices" og "The Lotus Eater" vil blive stående længe, som var de hugget i granit." 


Selvom "atmosfærisk" og "stemningsfuld" ikke er ord man normalt forbinder med en dødsmetalkoncert, så hersker der ikke tvivl om Opeths musikalske udgangspunkt. Man får stadig lov til at opleve growl, støj og aggressive trommer, når bandet gæster VoxHall og Store Vega henholdsvis den 26. og 27. november.  

Billetsalget starter fredag den 15. juni via GAFFA Live.

ANNONCE