Nyhed

Sebastian tager gæstestjerner med på turné

Til november tager Sebastian på turné rundt i Danmark. Her vil han ikke blot have sit band med, men også en række gæstesolister

På Sebastians kommende turné vil både helt nye numre og gamle klassikere være på programmet. Særligt én udgivelse får lidt ekstra opmærksomhed, da det i år er 40 år siden, at den dansksprogede debut "Den Store Flugt" udkom. Med til de forskellige koncerter har Sebastian inviteret en række danske solister. Blandt dem er Lis Sørensen, som nu samarbejder med Sebastian for første gang i næsten 20 år.

Sebastian fik sit gennembrud i 1972 med sin første dansksprogede lp "Den Store Flugt", som indeholdt sange som "Når Lyset Bryder Frem", "Rose" og "Hvis Du Tror Du Er Noget." Det blev en af de mest betydningsfulde og bedst solgte danske plader i 1970'erne, og Sebastian etablerede sig som en signifikant sangskriver inden for den dansk rock – som han tilførte en folk-inspireret og personlig lyd.

For første gang i 21 år udgav Sebastian sidste efterår et album, "Øjeblikkets Mester" og som overskriften på denne kommende turné, "Fra Den Store Flugt til Øjeblikkets Mester", indikerer, vil man kunne høre numre fra hele Sebastians karriere.   

For at fejre specielt den danske debut har Sebastian inviteret forskellige danske gæstesolister med ved koncerterne:

"Min idé var, at de enkelte koncerter gerne måtte være noget særligt og festligt. Derfor syntes jeg, det kunne være sjovt at invitere nogle sangere med, som på den ene eller anden måde betyder noget for mig, og som har arbejdet med mine sange. Så der kommer til at ske spændende ting ved koncerterne, og vi bytter sange ud fra gang til gang, så det ikke bliver statisk, og så folk får ekstra oplevelser oven i hatten", siger Sebastian.

Man vil kunne opleve mindst én gæstesanger ved hver koncert, og blandt de offentliggjorde solister er Søren Huss, Sys Bjerre, Alberte, Sara Grabow og Lis Sørensen. Sidstnævnte er med ved koncerten i Koncerthuset, og her vil publikum opleve en genoptagelse af tidligere samarbejder mellem de to.

Ud over gæstesolisterne har Sebastian også denne gang taget sit band med på turné:

"Jeg har ikke turneret så meget med band i de seneste mange år. Det giver en helt særlig energi når vi står der, og det er sjovt at mærke suset. Når jeg er solo, er det mere intimt, men med band er der flere muligheder for at gå på opdagelse i sangenes klanglige universer", siger Sebastian.

Lige inden turnéen udsender Sebastian et nyt album, som følger op på "Øjeblikkets Mester" fra efteråret 2011.

Billetter til november-turnéen kan købes via GAFFA Live

Sebastian Band tourplan:

4/11: Århus, Musikhuset. Gæstesolist: Sys Bjerre

8/11: Odense, Posten. Gæstesolist: Sys Bjerre

9/11: Vejle Musikteater. Gæstesolist: Sys Bjerre

11/11: København, DR Koncertsalen. Gæstesolister: Lis Sørensen og Søren Huss

13/11: Holstebro, Musikteatret. Gæstesolist: Annonceres på et senere tidspunkt

14/11: Esbjerg, Musikhus. Gæstesolist: Alberte

16/11: Ålborg, Nordkraft. Gæstesolist: Alberte

17/11: Haderslev, Harmonien. Gæstesolist: Sara Grabow

ANNONCE