Så er der nyt om det britiske bands længe ventede toer
Der har i nogen tid været snak om en opfølger til The xx's anmelderroste debutalbum fra 2009, og det har da også været muligt at høre nyt materiale til koncerter i England i løbet af foråret.
Nu er detaljerne for det nye album så kommet på plads.
The xx udgiver den 10. september deres andet album, som har fået titlen "Coexist." Oplysningerne kommer efter, at The xx i fredags kunne afsløre følgende på deres Facebook-side:
"Vi er glade for at kunne dele nyheden om, at vores andet album "Coexist" vil udkomme den 10. september. Efter lang tid på landevejen tog vi en pause, lavede vores eget studie og skrev disse nye sange, som vi ser meget frem til at spille for jer. Vi vil være på turné gennem hele sommeren og håber på snart at spille et sted nær dig. xx – The xx"
Albummet er produceret af bandmedlemmet Jamie Smith og indspillet i gruppens fælles studie i London i perioden november 2011 til maj i år.
Det skal efterfølge den selvbetitlede debut, som blev belønnet med fem stjerner af GAFFAs anmelder Kristian Bach Petersen. Han skriver blandt andet:
"Niveauet er højt, men Infinity, der i sit mørke lydunivers kunne være hentet på et David Lynch-soundtrack, så godt er det, må fremhæves. Fælles er dog, at alle numrene bevæger sig i det mere tyste, og det kunne være ønskværdigt med et enkelt eller to skridt ud af det tilbageholdte og underspillede. Det ændrer dog ikke på, at xx er en af årets mest interessante og velklingende debuter."
The xx kan hen over sommeren opleves live i det meste af verden. De gæster også Danmark den 15. juni, hvor de optræder på Nothside Festival i Aarhus.
Billetter kan købes via GAFFA Live.





