Nyhed

Tom Petty til Horsens med fornemme anmeldelser

Den amerikanske sanger og sangskriver får masser af roser fra de amerikanske medier

I aften står Tom Petty & The Heartbreakers på scenen ved Fængslet i Horsens – denne gang inden for ringmuren, det vil sige arealet, hvor de indsatte indtil 2006 kunne komme på gårdtur og dyrke sport og nyde den friske luft, når de ellers fik lov. Der er plads til 12.000 personer på arealet, og det bliver den første koncert ved Fængslet inden for ringmuren, hvor Fængslet i sidste uge som bekendt for første gang lagde scene og areal til Metallica og 40.000 gæster uden for murene.

Koncerten bliver Tom Petty & The Heartbreakers' eneste koncert i Danmark i denne omgang og deres første i Danmark i intet mindre end 25 år. Og det er en Petty og band i topform, vi får besøg af, hvis man skal tro de amerikanske anmeldere.

Således skriver Raoul Hernandez blandt andet følgende i The Austin Chronicle om gruppens koncert i Frank Erwin Center, Austin, Texas 5. maj: "De seks Heartbreakers lancerede en to timer lang sejrsgang af blues uden dikkedarer, klassisk rock og mesterskabt pop".


I Atlanta Music Guide glæder Molly Segers sig over, at koncerten i Verizon Wireless Amphitheater 30. april ikke kun var en "greatest hits"-koncert, men også bød på mindre kendte sange fra Pettys store bagkatalog. Dette var ikke alle publikummer lige glade for, men Segers konstaterer dog: "Da "Refugee" og "Running Down A Dream" blev spillet, var humøret højt, også hos de mest mavesure publikummer."

I Classic Rock Revisited er Jeb Banks også begejstret for koncerten i Wichita, Kansas 26. april, om hvilken han blandt andet skriver: "Fra de åbnende toner til det sidste farvelvink blev publikum behandlet med en koncert fyldt med den perfekte blanding af smash hits, albumskæringer, sjældenheder og covernumre."

Tom Petty & The Heartbreakers debuterede i 1976 med et selvbetitlet album og har til dato udgivet 12 album, senest "Mojo" fra 2010. Tom Petty har desuden udsendt tre soloplader og medvirket i supergruppen Traveling Wilburys sammen med Bob Dylan, George Harrison, Jeff Lynne og Roy Orbison. Han er 61 år gammel, og ganger man det tal med en million, har man nogenlunde hans samlede albumsalg med sine forskellige konstellationer. Blandt Pettys mest kendte sange kan nævnes "American Girl", "Don't Do Me Like That", "The Waiting", "Refugee", "Free Fallin'", "Learning to Fly" og "Mary Jane's Last Dance".


Rost opvarmning

Opvarmningen til Tom Petty i Horsens bliver leveret af Los Angeles-sangeren og sangskriveren Jonathan Wilson. Den 37-årige singer/songwriter udgav i september sidste år debutalbummet "Gentle Spirit" på pladeselskabet Bella Union (Fleet Foxes, The Walkmen, Beach House med flere). Albummet blev af musikbladet Mojo udnævnt til et af årets bedste, og Uncut Magazine kårede Jonathan Wilson som årets nye kunstner. GAFFAs Pelle Sonne Lohmann tildelte albummet fire stjerner og skrev blandt andet: "Med 13 numre og en samlet spilletid på over 78 minutter er der ikke så lidt at komme efter på dette mildt eksperimenterende og yderst ambitiøse folk- og country-sammenflettende udspil."

Jonathan Wilson har samarbejdet med navne som Crosby, Stills & Nash, Jackson Browne, Bonnie Raitt og The Doobie Brothers. Ved siden af karrieren som musiker driver Jonathan Wilson i Los Angeles Five Star Studio, hvor han holder fast i det analoge udstyr. Det smitter også af på hans egen musik. Kontakten til Tom Petty kommer via Benmont Tench, keyboardspiller i The Heartbreakers, som er en af Jonathan Wilsons faste spillekammerater.


Der er stadig ledige billetter til koncerten via GAFFA Live.

 

ANNONCE