Nyhed

90'er-fest i Forum og Gigantium

Haddaway, Snap!, Whigfield, Daze, Dr. Bombay med flere gæster København og Aalborg i september

Der er lagt op til nostalgi i stor stil, når den nordiske 90'er-fest-turné We Love the 90's besøger Forum i København den 1. september og Gigantium i Aalborg den 15. september. Turnéen har samlet nogle af de mest markante repræsentanter for 90'ernes eurodance-bølge og det, der ligner, og alt efter smag og behag må programmet betragtes som enten en retro-drøm eller et veritabelt mareridt af genoplivede døgnfluer.

Således lover arrangørerne, at der kan synges med på "What is Love" med Haddaway (D), danses til Snap!'s (D) klassiker "Rhythm is a Dancer", flyttes Buffalo-støvler til "Saturday Night" med det danske eurodance-navn Whigfield (billedet) og knækkes neonfarvede knæklys til Dr. Bombay (S). Som om det ikke var nok, er det også lykkedes at grave Daze (DK) frem af glemslen til at bringe minderne om 90'ernes Tamagotchi-feber frem, ligesom trance-duoen Barcode Brothers (DK) vil forsøge at løfte taget med hit-singlerne "Flute" og "SMS", og Hit'n'Hide vil bringe tyggegummi-poppen tilbage med "Space Invaders".
 
Konferencieren bliver Anders Breinholt, der i 90'erne blandt andet var vært på The Voice og således er bekendt med musikken, og arrangørerne forsikrer, at vi også kan forvente "funky-kitsch 90'er-dekorering", lys- og lydoplevelser i verdensklasse og et forrygende lasershow.

Arrangørerne opfordrer til, at man finder sit bedste 90'er-outfit frem fra gemmerne og hiver vennerne med på a walk down memory lane, og lægger således op til, at man iklæder sig neonfarver, underkjoler, trompetbukser, lavtaljede bukser, multifarvede skjorter, mavebluser, stropbluser, "din forvaskede NKOTB-T-shirt", Dr. Martens-støvler og overknee stømper.
 
Billetsalget er i gang via GAFFA Live.
 

 
 


ANNONCE