Nyhed

Cloud Nothings er klar til Pop Revo

I aften spiller det amerikanske støjrockband på VoxHall. Vi har fanget frontmand Dylan Baldi på landevejen.

I aften spiller det amerikanske støjrockband Cloud Nothings på VoxHall til Pop Revo-festivalen med alternativ pop og det, der ligner. Gruppen udgav i februar albummet  "Attack On Memory", som GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann tildelte fem stjerner under overskriften "Dylan Baldi serverer smækker kræs for det inferno-higende øre".

Vi har fanget forsanger Dylan Baldi på landevejen til en statusrapport.

Hvad kan publikum forvente af koncerten?

– De kan forvente sange fra det nye album i en mere rå, mere intens og mere energisk form. Lidt mere støj, ganske enkelt. Så kommer der nogle instrumentalnumre, som ikke er med på albummet. Og så vil vi selvfølgelig ændre sætlisten fra koncert til koncert.

Hvad er dine forventninger til det danske publikum?

– Det ved jeg ikke rigtigt, men det slår mig, at folk i Europa i almindelighed er lidt mere kritiske og måske ser på koncerter mere som en kunstform end i USA. Da vi var i Tyskland, for eksempel, var folk blandt publikum sure, fordi vi ikke kunne spille en bestemt sang, som de ønskede at høre. Det var mærkeligt. Derhjemme er det ofte nok at spille højt og hurtigt.

Hvad gør I før koncerterne?

– Ikke noget specielt. Vi plejer at gå rundt i de fleste byer og se på omgivelserne. Det er et af de største privilegier vi har på turen, at kunne se så meget.

 Hvordan underholder I jer selv i tour-bussen?


– Du mener I vores lille varevogn. Vi sidder nok mest og taler. Det er faktisk den værste del af turnélivet, at sidde i varevognen i ugevis og ikke være i stand til at kommunikere med vennerne derhjemme. Men det er bedre i Europa, fordi der er mindre afstand mellem byerne. Og også kompenseres der for det med glæden ved at kunne spille sin musik og møde nye mennesker på nye steder.

Pop Revo finder sted på Atlas og VoxHall i Aarhus med blandt andre navne som Swearing At Motorists, Grimes og Austra på programmet. Læs mere på poprevo.dk og køb billetter via GAFFA Live. Der er i skrivende stund partoutbilletter til begge dage og få billetter til fredag, mens der er udsolgt af endagsbilletter til lørdag.


ANNONCE