Efter årtier med koncerter på landets største spillesteder og festivaler er D-A-D 25. maj tilbage et af de steder, det hele startede tilbage i 80'erne
Ungdomshuset har ganske vist skiftet adresse fra Jagtvej til Dortheavej, men formlen er den samme som den altid har været, og den 25. maj indtager selveste D-A-D scenen i Ungdomshuset.
Der bliver ikke plads til hverken D-A-D's videoskærme, ild eller fyrværkeri – blot rock'n'roll fra eet af landets største bands. Sidste gang GAFFA anmeldte D-A-D var det anmelder Julie Hugsted, der oplevede bandet i Forum Horsens. Hun gav koncerten pæne fire stjerner med ordene:
"D-A-D vinder på at gøre de ting som alle rockbands bør gøre: De er endnu bedre på scenen end på albums, de får publikum med – og insisterer, hvis publikum ikke gider, og så elsker D-A-D deres musik, deres fans og deres scene, og så tror jeg sgu de elsker hinanden."
D-A-D spiller for fulde huse landet over, og kommer sandsynligvis også til at gøre det den 25. maj i Ungdomshuset. Forskellen er bare, at de denne gang spiller gratis for at støtte Ungdomshuset.
Udover D-A-D spiller også Hola Ghost, Moonless, Dj Isbryder og Dj Martion Lieber.
Der er ingen gæsteliste, ingen forsalg, ingen dankort. Entréen er beskedne 80 kroner.





