Nyhed

Dave Gahan fylder 50

Sangeren i Depeche Mode runder et skarpt hjørne i dag

I dag fylder Dave Gahan, forsanger i Depeche Mode, 50 år.

Dave Gahan voksede op som skilsmissebarn i den engelske by Basildon, Essex, forlod skolen som 16-årig og havde herefter en lang række småjobs, men var også indblandet i småkriminalitet. I 1980 blev han opfordret til at synge i gruppen Composition Of Sound, efter at gruppens daværende keyboardspiller og primære sangskriver Vince Clarke havde hørt ham synge David Bowies "Heroes". Kort efter skiftede gruppen navn til Depeche Mode, og året efter fik de et massivt gennembrud med singlen "Just Can't Get Enough" og debutalbummet "Speak And Spell".

Med deres blanding af pop, elektroniske elementer, en iboende melankoli, Dave Gahans dybe, følelsesfulde stemme og guitarist Martin Gores både dansable og eftertænksomme sange fik Depeche Mode stor succes op gennem 80'erne. En popularitet, de har bevaret op til i dag, hvor de også gennem tiden – især i 90'erne – har flirtet med mere rockende toner. Succesen har dog også haft en bagside, og Dave Gahan kæmpede med et voldsomt stofmisbrug i begyndelsen af 90'erne. Et misbrug, der først resulterede i et selvmordsforsøg i 1995 og året efter en utilsigtet overdosis, som bevirkede, at han var klinisk død i to minutter, men blev genoplevet. Han er i dag stoffri. I 2009 fik han fjernet en kræftsvulst i blæren og blev herefter erklæret rask.


I 2003 udgav Dave Gahan sit første soloalbum, "Paper Monsters", hvor han selv havde været med til at skrive sangene, hvilket han indtil da ikke havde gjort i Depeche Mode – noget, han var begyndt at blive utilfreds med ikke at få mulighed for. Han fik derfor lov til at skrive sange til gruppens næste album "Playing The Angel" og "Sounds Of The Universe" fra henholdsvis 2005 og 2009. I 2007 udgav han sit andet og hidtil seneste soloalbum, "Hourglass".

Depeche Mode er for tiden i gang med at indspille deres 13. studiealbum fra og med debuten i 1981, et album, der formodentlig udkommer i begyndelsen af 2013. Gruppen har til dato solgt mere end 100 millioner album og singler.

Dave Gahan er i øvrigt aktuel på det nye Soulsavers-album, "The Light The Dead See", der udkommer 21. maj. Hør singleforløberen "Longest Day" her og lyt til de bedste sange med ham på Spotify-playlisten her.


ANNONCE