Nyhed

Facebook gør Bono til verdens rigeste musiker

Når det sociale netværk bliver børsnoteret senere i dag, står U2-sangeren til at tjene knap ni milliarder

"Det er svært at lave business, man tjener stort set ingenting," synger Steffen Brandt i TV-2-sangen "Det Er Samfundets Skyld", men det gælder ikke alle og bestemt ikke Brandts kollega Paul David Hewson, bedre kendt som Bono.

I dag klokken 17 dansk tid bliver Facebook-aktier sat til salg på børsen, og interessen for dem har været så stor, at salget forventes at gøre Facebooks ejere meget rigere, end de er i forvejen.

Heriblandt Bono, der i 2009 skød penge i Facebook via sit investeringsselskab Elevation Partners. U2-sangeren ejer dermed 2,3 procent af aktierne i det sociale netværk, og børsnoteringen ventes ifølge Benzinga.com at indbringe Elevation Partners 8,8 milliarder kroner. Elevation Partners gav i sin tid cirka 520 millioner kroner for aktierne.

Bono var i forvejen god for cirka 900 millioner kroner, men får nu tidoblet sin formue og overhaler dermed Paul McCartney på listen over verdens rigeste musikere. Paul McCartney har værdier for cirka 5,8 millarder kroner.

Iøflge Benzinga.com vil Bono bruge en stor del af pengene på velgørenhed i Afrika.

De 421 millioner Facebook-aktier bliver handlet fra klokken 17.00 dansk tid til en åbningspris på 223 kroner.

ANNONCE