Det er 30 år siden, den legendariske rockjournalist gik bort, kun 33 år gammel. GAFFAs Torben Holleufer rister en rune over ham.
I mandags var det 30 år siden, den legendariske rockjournalist Lester Bangs gik bort, kun 33 år gammel. I den anledning har GAFFAs Torben Holleufer skrevet en mindeartikel, som vi her bringer indledningen til:
Let it blurt. Sådan hedder bogen, som du bare bliver nødt til at læse. I en tid, hvor så få skribenter glemmer at sætte ild til papiret med farlige ord. Let it blurt er en biografi om en uselvisk skribent, som turde skære igennem. Som konsekvent ikke leflede og som konsekvent udgav plader af stærkt svingende (læs: elendig) kvalitet, fordi der ingen vej var udenom i en metier og et liv, hvor rock var gud og der skulle virkes i yderste konsekvens.
Lester Bangs blev født i Escondido i Californien i 1948. På Luciadagen uden at der dog var meget at synge salmer om i den forbindelse. Og dog. Moren Norma var Jehovas Vidne, og knægten kom med rundt vel sagtens for at snakke med folk og falbyde Vagttårnet, som man gjorde det over hele verden i de år. Farmand var lige kommet ud af fængslet, men var alkoholiker på drukture af lang varighed. Det til trods var han en god og meget fraværende far. Moren annoncerede farens død nogle år senere, og som 11-årig blev knægten voldtaget af en vildtfremmed midaldrende mand i en trailerpark. Når hippierne senere ville føle-føle og med blikket dybt ind i navlen ville give sår fra opvæksten skylden for hvad som helst, ville den tørt realistiske Bangs konstatere, at han "er det levende eksempel for ikke at bruge barndommen som undskyldning".
Han lagde ud som fan af jazz og beat. Beat som i beatnik. Jazz som i Miles Davis og Charlie Mingus. Som så mange andre ville han få Kerouac helt ind på rygmarven og den rytmiske og melodiske skrivemåde i bøger som "On The Road", som blev ordene sprøjtet ud af Charlie Parkers saxofon som et sprudlende springvand af toner, eller med en grænseløshed som i Burroughs' "Naked Lunch", de samme såkaldte routines, hvor sandheder på stribe, i stil med Hemingways ideal om One True Sentence, men fyret af på speed. Sådan skulle den senere Bangs blive i sin virksomhed, som var kritik i yderste potens. Nådesløs, vis og ofte sindssygt morsom.
Læs hele mindeartiklen i GAFFAs artikelsektion.
