Nyhed

Nye navne til Wonderfestiwall

Solskinsøens egen festival tilføjer otte nye danske og udenlandske navne

For femte år i træk lægger Hammershus murværk og natur til Wonderfestiwall fra den 23.-26. august. Festivalen står nu klar med yderligere ni navne til årets program, som allerede tegner solidt med kunstnere som Turboweekend, Spleen United, Kidd og Munchi. 

Wonderfestiwall er glade for for første gang at kunne præsentere Suspekt (billedet) på Bornholm. Af andre danske navne tilføjes Ulige Numre som for kort tid siden vandt P3 Guld's Talent-pris og Carpark North som besøgte festivalen i 2010. 

Dig & Mig som mange kender for hittet "Skyggerne" vil også være at finde på festivalen og har til den tid udgivet deres debutalbum "Sommervarmen". Det lokale band Stream City får æren af at åbne festivalen.


I den elektroniske afdeling tilføjes duoen Filur, som står klar til at tænde godt op for en fest i teltet for de danseglade festivalgængere. 

Fra udlandet tilføjes to navne, som hver især hitter i deres hjemlande. Rebecca & Fiona fra Sverige er gået hen og blevet nogle meget eftertragtede dj's, mens norske Honningbarna har sat fut i hjemlandet med deres musikalske ungdomsoprør og er nu klar til også at vælte Hammershus.

Helt fra Moskva i Rusland tilføjes Mujuice - et spændende russisk elektronisk stjerneskud.


Læs mere på festivalens hjemmeside.

ANNONCE