Nyhed

René Dif er klar med ny single

Det tidligere Aqua-medlem er gået sine egne dansksprogede veje. Den 14. maj sender han sin nye single ”Der Er Ingenting, Der Er For Sent Nu” på gaden.

Den danske rapper René Dif, som de fleste nok kender fra tiden i Aqua, er gået egne veje. Dif er vendt tilbage til tiden før Aqua, og forsøger nu at udleve de gamle drømme, som han dengang gik rundt med. Drømmen er indtil videre blevet til nummeret "Til Døden Os Skiller", som markerede begyndelsen på René Difs dansksprogede solokarriere. Nummeret udkom i februar 2012.

Den 14. maj er René Dif klar igen med nummeret: "Der Er Ingenting, Der Er For Sent Nu". På nummeret har han fået Line K til at synge med. Line K har tidligere sunget kor for flere store danske bands. Senest har hun turneret med Infernal. Nummeret er produceret af Darwich, som har arbejdet sammen med kunstnere som Pitbull, Kato med flere.

Nummeret er en positiv kærlighedsfortælling om at gribe kærligheden, når den er der. Idéen til nummeret er udsprunget af Difs kærlighed til nummeret "Jeg Ved Det Godt" af Rugsted & Kreutzfeldt. Med tilladelse fra dem har Dif fået lov at låne sekvenser fra sangen.


Lyt til, hvordan Rugsted & Kreutsfeldt vs. René Dif og Line K kan lyde her.

ANNONCE