Nyhed

Rost canadisk indie-band til Danmark

Half Moon Run kan opleves på Backstage i Aarhus torsdag og Huset i København fredag

Canada er, som det vil være mange bekendt, leveringsdygtig i masser af indie-bands af høj kvalitet, og et af de seneste skud på stammen er trioen Half Moon Run, som kan opleves på Backstage i Aarhus – det tidligere Musikcaféen – torsdag den 17. maj og Huset i København fredag den 18. maj. De to steder bliver opvarmningen leveret af henholdsvis grønlandske Small Time Giants og danske Green Pitch.

Half Moon Run spiller indie-pop med elementer af folk og elektronika og fokus på fingerspillet guitar og vokalharmonier. De udgav i februar deres debutalbum "Dark Eyes" og er for tiden på en Europaturné, der i weekenden bragte dem til The Great Escape-festivalen i Brighton, England. Gruppen har fået fornemme anmeldelser for deres optrædener på festivaler som M for Montreal, SXSW og Canadian Music Week.

Eksempelvis skrev NME, da gruppen spillede på M for Montreal i november: "Det var toppen af dem, man snakkede om. Half Moon Run blev båret gennem gaderne for at blive kronet som festivalens hype-konger." Brooklyn Vegan skrev om samme koncert: "De fleste var enige om, at ugens bedste band var Half Moon Run. Montreal-trioen blander sangskrivning og vokalharmonier fra 60'ernes folk-rock med atmosfæren fra Radiohead. Jeg var konstant imponeret."


Tjek selv gruppen ud på YouTube, eksempelvis med musikvideoen til "Full Circle"

ANNONCE