Det islandske postrockband streamer deres album én gang i alle tidszoner
Det islandske band Sigur Rós vil streame deres nye album "Valtari" én gang i alle tidszoner på samme dag, så premieren bliver en nytårs-agtig fejring af bandets nye plade – døgnet rundt, kloden rundt.
Eksperimentet foregår den 17. maj klokken 19.00 lokal tid igennem bandets hjemmeside, der i øjeblikket tæller ned til arrangementet. Efterfølgende bliver albummet udgivet på det engelske pladeselskab Parlophone den 28. maj.
Sigur Rós fortalte i et interview med The Wall Street Journal, at "Valtari" ville blive "indadvendt, svævende, minimalt" og anderledes end deres tidligere albums. Keyboardspiller Kjartan Sveinsson tilføjede at: "Vi er aldrig blevet ansporet til at holde vores lyd i stil med, hvad vi lavede sidste gang. Det er meget nemt for musikere at abonnere på den idé. Det er så unødvendigt."
Sidste gang gruppen udgav et album var det i 2008 med albummet "Með Suð í Eyrum Við Spilum Endalaust", der modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder Finn P. Madsen som skrev: "På "Með Suð I Eyrum Við Spilum Endalaust" er det vanetænkende sat på en prøve, og der venter en æstetisk oplevelse af de store."
I 2010 udgav sanger Jón Þór Birgisson alias Jónsi sit første soloalbum, "Go", der gav ham den prestigefyldte Nordic Music Prize året efter.
På denne hjemmeside kan du se et kort over tidszonerne, og hvornår "Valtari" spiller i din tidszone.





