Nyhed

Spain er klar til danske koncerter

Vi fangede sanger og sangskriver Josh Haden i Los Angeles inden afrejsen til Europa

Det amerikanske slowcore-band Spain spiller søndag og mandag i henholdsvis Aarhus og København. Vi fangede forsanger og sangskriver Josh Haden til et interview inden han forlod Los Angeles til fordel for de europæiske motorveje.

Hvordan forbereder I jer på en tour?

– Personligt forbereder jeg mig ikke på nogen bestemt måde. Jeg kaster mig bare ud i det og håber på, at alt går godt.


 Hvad hører I i tourbussen?

Det er blevet en tradition for bandet at høre en masse Neil Hamburger (australsk-amerikansk standup-komiker, red.), så hans album vil helt sikkert være at finde i bilen. Derudover er det første Black Sabbath-album også fremragende køremusik.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?


– Der står helt almindelige ting som økologisk frugt og grøntsager, protein bars, kombucha drinks, øl og vin

Har I ritualer inden I går på scenen?

– Eftersom dette er den første egentlige tour med bandet, så har vi endnu ikke skabt nogle ritualer, men jeg håber det kommer i løbet af touren.


Hvad kan vi forvente af de to danske koncerter?

– Forhåbentlig vil vi spille godt og undgå at lave alt for mange fejl.

Til koncerterne vil Spain spille hele debutalbummet, "The Blue Moods Of Spain" fra 1995, som har fået kultstatus i visse kredse.


– Vi har prøvet at spille albummet til en koncert i Spanien og i Los Angeles i 2007, og det blev der taget rigtig godt imod. Det er længe siden, vi har været ude at spille, og det føles bare rigtigt at spille det album.

Ikke religiøst band

Flere af Spains sange har et religiøst tema. Især nummeret "Spiritual" fra "The Blue Moods Of Spain", der fungerer som en bøn til Jesus om at fortælleren ikke skal dø alene, emmer af tydelig religiøsitet. Josh vil dog ikke kalde Spain for et religiøst band.


– Hvis man definerer religiøsitet som en sindstilstand, der er dedikeret til ens tro og mangel på tro, så er vi religiøse på samme måde som alle andre i verden og i universet.

– Men vi holder os ikke til en bestemt religiøs overbevisning, hverken som individer i bandet eller som samlet band. Man kan sige, at vi holder os til religiøse overbevisninger generelt, deriblandt også ateismen.

Når det er sagt, så forbeholder vi os retten til at skrive om alt, også om ting som vi ikke nødvendigvis er enige i, eller har viden om eller erfaring med. Dette gør vi for at bevise en pointe, komme med en observation, bringe en kritik eller ganske simpelt bare for underholdningen i det. I USA er det en ret, der findes i første udgave af vores forfatning. Jeg er sikker på, at det samme findes i Danmark.


Sidst Spain spillede i Danmark var på Roskilde i 1999, hvordan husker du den koncert?

– Vejret var fantastisk. Vi lukkede festivalen på den scene, vi spillede. Blur lukkede en anden scene, så man kunne høre Blur, mens vi spillede, men heldigvis druknede vi ikke i deres lyd. Der var mange tilskuere til vores koncert. Jeg husker også, at lige efter koncerten tog jeg et tog til København for at mødes med en kvinde. Jeg kunne høre Bo Kaspers Orkester i baggrunden, da jeg forlod festivalen. Det var en romantisk tid, som jeg aldrig vil glemme.

Spain har i øvrigt netop udgivet et helt nyt album, "The Soul Of Spain".


Spain spiller søndag den 13. maj på VoxHall i Aarhus og mandag den 14. maj på Bremen Teater i København. Køb billetter via GAFFA Live.

 

 


ANNONCE