Nyhed

Springsteen vil gerne mindes Utøyas ofre

Rockkanonen Bruce Springsteen vil gerne spille til markeringen af årsdagen for massakren på Utøya

Intet er endnu sikkert, men Bruce Springsteen udtalte i lørdags til norske Adresseavisen, at han gerne vil spille til markeringen af årsdagen for massakren på Utøya, hvis han bliver spurgt. Sangeren forklarer, at hændelsen ramte ham lige i hjertet, og at han derfor gerne vil være med til at mindes de 69 unge mennesker, der mistede livet under Anders Behring Breiviks angreb den 22. juli 2011.

Springsteen, som sommeren over er på turné med sit album "Wrecking Ball", befinder sig i forvejen i Norge omkring den 22. juli, da han skal spille den 21. juli i Oslo og ugen efter i Bergen. Siden koncertdatoerne er blevet fastlagt, er der gået rygter om Springsteens medvirken i mindekoncerten. Mindekoncerten vil formentlig foregå til et lukket mindearrangement på Utøya, afholdt af den norske socialdemokratiske ungdomsorganisation. Det var netop socialdemokratiske unge, som sidste år befandt sig på øen og udgjorde Breiviks primære mål.

Springsteens pladeselskab Sony Music fortæller til Adresseavisen, at de nu har fået en henvendelse til arrangementet, men at der endnu ikke er nogen endelig aftale i hus. Stod det til Springsteen selv, ville han gøre det. "Jeg er ikke blevet spurgt personligt om at deltage i noget den dag, men hvis jeg bliver det, vil jeg selvfølgelig være interesseret i at gøre noget," siger Bruce Springsteen til Adresseavisen, som mødte Bruce Springsteen i Sevilla lørdag aften.

ANNONCE