Nyhed

Allan Olsen på Danmarksturné

I foråret tager Olsen på turné med Per Chr. Frost på guitar og Nicolai Land på kontrabas

I foråret vil man få mulighed for at opleve Allan Olsen og hans fine sange, når han i en forholdsvis ny konstellation slår sig sammen med sine erfarne følgesvende, Per Chr. Frost på guitar og Nicolai Lund på kontrabas. Samarbejdet som trio opstod for nogle år siden, hvor de tre herrer optrådte sammen i forbindelse med festivalarrangementer i Norge.

Det er første gang at troubadouren tager på turné uden sit band, men heller ikke som soloartist. Repertoiret vil spænde bredt over Olsens store bagkatalog og instrumenteringen være udvidet med diverse finurlige dimser og tangenter.

Nicolai Land kom med i Olsens orkester i 1996 og har, kun afløst af Willi Jønsson, været fast bassist siden albummet "Jern" fra samme år. Land har en diplomuddannelse fra Rytmist Musikkonservatorium i København, hvor han også underviser i dag. Land har ud over at spille med Olsen optrådt sammen med etablerede navne på den danske musikscene, heriblandt Dalton, Anne Dorte Michelsen, Tivoli Big Band og Caroline Henderson.


Per Chr. Frost er en legende blandt de danske guitarister. Frost var i en periode guitarist i Gnags, og han har desuden spillet sammen med Blue Sun, Elisabeth, Michael Falch, Søs Fenger og Poul Krebs. Frost startede tidligt i musikken, da han som 13-14-årig startede drengebandet The Beekeepers, som spillede på forskellige danseetablissementer i og omkring Aarhus. Fra 1970 og frem til 74 havde Frost bandet Viola, som sammen med andre lokale bands overtog spillestedet Vestergade 58. Viola blev opløst omkring 1974, hvorefter Frost fortsatte med at spille selv.

Fra 1974 til 1996 spillede Frost i Gnags, som i tidsrummet udgav 17 albums. Gnags udviklede sig her fra at være et hippieorkester med rødder på den alternative scene til at blive et nationalt topnavn. Med et samlet pladesalg på over 1 million manifesterer bandet sig som en institution i dansk musik. Sideløbende med Gnags arbejdede Frost som guitarist, bassist og producer med/for andre danske bands og solister.

Allan Olsen har gennem mere end 30 år cementeret sin position som en af Danmarks mest respekterede og hyldede sangskrivere. Olsens karriere er karakteristisk ved den førnævnte opdelte solo/band form, samt ved stilmæssigt forskellige pladeudgivelser.


Om samarbejdet med Land og Frost har Olsen udtalt: " For mig er dét med at spille med nogen, først og fremmest afhængigt af, om man kan holde ud at rejse sammen. Det er nemlig dét man gør, det meste af tiden. Og Per og Nicolaj kan jeg godt holde ud – heldigvis har de dårligt råd til ikke at kunne holde mig ud…"

Olsen udgav sidst albummet "Tyve-Ti" i 2009 sammen med Dalton, som GAFFAs Jan Opstrup Poulsen tildelte tre stjerner, mens GAFFAs læsere gav 4,86 stjerner. Om albummet skrev Poulsen: "De tre trubadurer har på flot vis holdt den musikalske skrue i vandet i hver deres respektive solokarriere, og det er altså ikke brødnid, der nu forener de tre enere. Sidst endte det i intern ballade og for meget gøgl. Egoerne var for store til at kunne holde sammen, men "Tyve-Ti" er et bevis på, at alderen mildner. Sangene lægger nemlig musikalsk afstand til jysk fodboldstemning ved at synge om alt det dejlige her i livet. Og så lidt af det grimme." 

Danmarksturnéen med Land og Frost starter den 11. april, og turnéplanen kan ses her:


Onsdag d. 11. april, Vostrup, Musikhus / UDSOLGT

Torsdag d. 12. april, Fredericia, Musikteater

Fredag d. 13. april, Holstebro, Musikteater


Lørdag d. 14. april, Randers, Værket

Onsdag d. 18. april, Odense, Magasinet

Torsdag d. 19. april, KBH, Studie 2 / FÅ BILLETTER


Fredag d. 20. april, Slagelse, Musikhuset

Lørdag d. 21. april, Helsingør, Kulturværftet

Onsdag d. 25. april, Århus, Train / UDSOLGT


Torsdag d. 26. april, Århus, Train

Fredag d. 27. april, Vejle, Bygningen

Lørdag d. 28. april, Sønderborg, Sønderborghus


Onsdag d. 2. maj, Aalborg, Skraaen / UDSOLGT

Torsdag d. 3. maj, Viborg, Paletten

Fredag d. 4. maj, Vejen, Troldesalen


Billetter kan købes via GAFFA Live

ANNONCE