Nyhed

Bobby Womack på vej med album

Soulsangeren annoncerer sit første album i 12 år

Bobby Womack er på vej med sit første album i 12 år, "The Bravest Man In The Universe", som udkommer den 11. juni. Albummet er produceret af Damon Albarn (Gorillaz, Blur) og Richard Russell fra XL Recordings, som albummet udkommer igennem. Medvirkende på albummet er Lana Del Rey og Fatoumata Diawara fra Mali.

"Det tog os ikke lang tid at lave albummet, men det føltes som om at al vores levetid af musikalsk entusiasme er med på albummet," skrev Russell om det kommende album på sin blog på tumblr. "The Bravest Man In The Universe" er det første album fra sangeren i 12 år, og inden Albarn fik Womack ind i lyset igen gennem Gorillaz, virkede det som om, at soulsangerens karriere var ved at være afsluttet. "Jeg havde lige været på afvænning fra et hårdt stofmisbrug. Jeg holdt op med at have lyst til at være en del af musikken, da The Monkees stoppede," har Womack udtalt til The Guardian.

For Albarn og Russel var Womack et ikon, som de gerne så tilbage på musikscenen. Sidste år fik de Womack tilbage i studiet, hvor de indspillede i alt 16 sange, hvoraf 10 er at finde på det kommende album. "Bobby virkede til at nyde muligheden for at lave noget moderne og originalt, og omgivet og tilskyndet til at bruge usædvanlige lyde og teknikker. Det var svært at tro hvor fri for et ego, og hvor åben for nye idéer, han var" fortæller Russel.


Robert Dwayne "Bobby" Womack startede i musikbranchen i de tidlige 60'ere, hvor han startede sin karriere som forsanger i Womack-gruppen The Valentinos. Gruppen bestod af Friendly Womack Jr., Curtis Womack, Harry Womack, Cecil Womack og Bobby Womack. Igennem gruppens 14 år lange karriere blev de kendt for deres r&b-hits som "Lookin' For A Love" og "It's All Over Now", og sammen udgav i alt 13 album.

Womack forlod The Valentinos i 1968, og gruppen gik endeligt i opløsning omkring 1974. Womack begyndte at fokusere på en solokarriere, hvor han startede med at være guitarist på indspilninger af Joe Tex og The Box Tops. I 1968 udkom singlerne "What Is This", som blev Womacks første hitsingle, "It's Gonna Rain" og "More Than I Can Stand". I denne periode blev Womack også kendt for sit talent som sangskriver, hvor han bidrog til Wilson Picketts repertoire. Som Womacks solokarriere tog fart, markerede han sig med hitsinglerne "That's The Way A Feel About 'Cha" og "Woman's Gotta Have It". Den helt store succes opnåede han i 80'erne, hvor han udgav albummet "The Poet" og "The Poet II", som indeholder tre duetter med Patti LaBelle og åbnede for en større fanskare i Europa. Womack udgav senest julealbummene "Traditions" fra 1999 og "The Christmas Album" fra 2000.

"The Bravest Man In The Universe" er Womacks første album med eget materiale siden "Resurrection" fra 1994. Albummet er sat til at udkomme den 11. juni.


Bobby Womack medvirker på Gorillaz-albummene "Plastic Beach" og "The Fall", begge fra 2010, og var også på gruppens 2010-turné, der blandt andet bragte dem til Roskilde Festival.

Tracklisten på albummet er som følger:

1. The Bravest Man In The Universe 


2. Please Forgive My Heart 

3. Deep River 

4. Dayglo Reflection 


5. Sweet Baby Mine 

6. Stupid 

7. If There Wasn't Something There 


8. Love Is Gonna Lift You Up 

9. Nothin' Can Save Ya 

10. Jubilee


Den første single fra albummet "Please Forgive My Heart" er udkommet og kan høres her:

 


ANNONCE