Nyhed

Elektronisk festival i Aarhus

I slutningen af maj danner Train rammen om Clash, en to-dages festival i electronicaens tegn

Den 24. og 25. maj er der electronica i rigt mål når festivalen Clash lader de elektroniske toner indtage scenen. Øverst på plakaten står den franske dj Vincent Belorgey, bedre kendt som Kavinsky (billedet), der med nummeret "Nightcall" fra Nicolas Winding Refn-filmen "Drive" er blevet ganske kendt. For to måneder siden spillede han på Rust, hvor GAFFAs udsendte Simon Nathaniel var yderst begejstret og tildelte fem stjerner.

Derudover byder Clash på navne som spanske John Talabot og engelske Alex Metric. Men også Danmark er repræsenteret i form af When Saints Go Machine-fraktionen Kenton Slash Demon, Løwenstein og Vinnie Who.

Alex Metric er producer og dj med speciale i remixes, hvor han har ommøbleret numre for så markante navne som Depeche Mode, Phoenix, Gorillaz, Bloc Party og Beastie Boys. Et af Alex Metrics seneste samarbejder er med Steve Angello fra Swedish House Mafia på nummeret "Open Your Eyes", som var soundtrack til FIFA12.

Spanske John Talabot er kendt for organisk house og for det anmelderoste album "ƒin", der udkom i starten af 2012. Talabot er garant for vuggende rytmer, domineret af inciterende percussion og melodisk synth.

Kenton Slash Demon
er en organisk houseduo, som består af Silas Moldenhawer og Jonas Kenton fra When Saints Go Machine. Kenton Slash Demons numre som "Sun", "Daemon" og "Matter" har markeret sig internationalt, og stilen minder lidt om ovennævnte John Talabot.  

Islandsk-danske Kúra er på vej med debutalbummet, "Halfway to the Moon". Det er electronica med elementer af rock og dub og en stærk, sfærisk vokal fra Fanney Ósk Thorrisdottir, 20. I december 2010 udgav Kúra selv ep'en Multicolor, hvorfra sangen "GóGó" er blevet et solidt hit med et samlet antal visninger på Youtube på over 350.000 af deres egen originalversion og Lulu Rouges remixversion. Gruppen er på GAFFAs liste "De bliver store i 2012".

Vinnie Who er kendt som succesfuld disko/pop/soulsanger, men til Clash kommer han til Aarhus for at vise dine dj-evner inden for nogenlunde samme musikalske boldgade. Der kan helt sikkert danses til hans plader.

Specktors startede i 2008 som en genrebastard mellem fire drenge med forkærlighed for black metal, goa-techno, bas og hiphop. Nu er gruppen på ved med et nyt album, denne gang på den danske afdeling af det multinationale selskab EMI.

Aebeloe er et alias for Aarhus-baserede Natal Zaks. Abbeloe fusionerer det klubvenlige med det lytteorienterede inden for elektronikaen.

Desuden spiller Pelle, Namunël, Løwenstein, Zanjani, Domino, Søren Kinch, Rasmus Kjær og Martin Rohde. Flere navne offentliggøres primo april.  


Billetsalget begynder mandag den 26. marts klokken 10 via Stereo Studio, www.e-billet.dk og www.train.dk

ANNONCE