Manden bag blandt andet The White Stripes' andet album har skabt plakaten for Aarhus Festuge 2012
Manden bag det Grammyvindende cover til The White Stripes "Under Great White Northern Lights", Rob Jones, har nu designet den officielle plakat for Aarhus Festuge år 2012.
Plakaten af Art Director Jones forestiller en lille skildpadde med ét fuglehus og en ensom fugl på hovedet, som kigger på mod en større skildpadde ovenover, der har en stor mængde fuglehuse og fugle på sit skjold. Med udgangspunkt i Aarhus Festuges nye logo og årets tema "Big – size matters" har Jones skabt billedet bag Aarhus Festuge, hvorpå festugens logo afspejles i fuglehusenes gavle.
Mod forandringsangsten
"Vækst er godt, men når noget vokser, opstår der konflikter i form af modvilje mod det nye og glorificering af "de gode gamle dage". Problemer kan ikke undgås, men som et fællesskab må vi acceptere de omkostninger, der er forbundet med muligheden, og ikke lade de gode minder udvikle sig til forandringsangst", fortæller Jones om sine tanker bag plakaten.
Rob Jones er især kendt for sine samarbejder med store amerikanske rockkunstnere, heriblandt de førnævnte The White Stripes. I 2011 vandt han således en Grammy i kategorien 'Best Boxed Ot Special Limited Edition Package" for bandets dvd "Under Great White Northern Lights". Foruden samarbejdet med rockduoen har Jones arbejdet sammen med The Raconteurs og Band of Horses.
Festugeplakaten kommer traditionen tro til at pryde byrum, busser og meget mere i Aarhus i perioden op til og i selve Festugen, som finder sted den 31. august til den 9. september.
Læs mere om Aarhus Festuge på deres officielle hjemmeside.




