Oplev visuelle værker blandet med psychrock og unikke lydspor i Kunsthal Charlottenborg
Den 26. april kl. 21 får man mulighed for at opleve en dobbeltkoncert og film-event, når den britiske kunstnerduo Tim Noble og Sue Webster viser deres værk om "Hair", specielt det hår som sidder på det japanske band Bo Ningen (billedet), sammen med "Schrei 27", en tortur-arie med Diamanda Galás.
Bo Ningen, Noble og Webster og masser af hår
Man kan spørge sig selv, hvad der sker, når kunstnerduen Noble og Webster skaber et abstrakt visuelt værk kun baseret på hår. Og hvad der sker, når håret sidder på Japans psych-rockband Bo Ningen. Svaret er værket "Hair". Duoen har arbejdet sammen siden 1996 og modtog i 2007 Arkens Kunstpris.
I Kunsthal Charlottenborg vil Bo Ningen og Noble & Webster fremføre deres fælles koncert og filmværk live, noget som vil garantere en dobbelt op på kulsort japansk hår og supersonisk rock. Opstillingen "Hair" er kun opført én enkelt gang tidligere på Venedig Biennale.
Bandet Bo Ningen, bestående af Taigen, Kohhei, Yuki og Mon-Chan, har for tiden opnået et stort hype på London-scenen, hvor deres ep "Karoshitai Kimochi" og deres tumultariske koncerter på japansk tiltrækker opmærksomhed.
Skrig i 27 minutter
Græsk-amerikanske Diamanda Galás vender tilbage til Danmark i form af et audiovisuelt værk skabt af italienske Davide Pepe omkring terror, en film som indeholder Galás selv i hovedrollen. "Schrei 27" varer 27 minutter, hvor publikum føres gennem forskellige filmscener og sindstilstande, som skifter fra mørk og total stilhed til vokaludbrud fyldt med energi.
Scenerne reflekterer tilstanden som "en statens fjende", som udsættes for tortur gennem kemisk, maskinel og elektrisk påvirkning. Lydsporet er skabt af Galás selv, en kunstner som har udforsket lyd siden 1979, og hun hyldes som en af historiens største vokalkunstnere og pionérer indenfor moderne operakunst. Læs Martin Halls store portræt af hende i GAFFAs artikelsektion.
"Schrei 27" er alt andet end en konventionel film, og kan muligvis bedst betegnes som et audiovisuelt kunstværk, hvor Salvatore Bevilacqua og Galás er hovedrolleindehavere.
Galás' lydmand flyves eksklusivt til København for at mixe og signalbehandle alle filmens lydspor, som han gør ved divaens berygtede koncerter.
Kunstværket er kun blevet vist tre gange tidligere, men aldrig på det europæiske kontinent.
Billetter til arrangementet kan købes her.
