Koncerten rykkes fra kl. 16.00 til 18.00 af logistiske årsager
Når Leonard Cohen giver koncert i Mølleparken i Aalborg søndag den 26. august, bliver det ikke kl. 16.00, som oprindeligt annonceret. Cohens management har nu bedt Aalborg Kongres & Kultur Center og de lokale arrangører Musikkens Venner fra Skråen om at rykke koncertstart til kl. 18.00, da de ikke mener, produktionen og Cohen kan være fremme i tide.
"Vi begynder heldigvis først salget af billetter mandag (den 2. april red.) kl. 10, så derfor håber vi ikke, at denne ændring kommer til at betyde noget for de mennesker, som havde planlagt at komme til koncerten. Mølleparken lukker stadig op 2 timer før koncerten, så der bliver mulighed for lidt picnichygge på tæpper på plænen før koncerten", siger Ernst Trillingsgaard, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Ændringen i tidspunkt ændrer kulturpakken som Aalborg Kongres & Kultur Center sælger i forbindelse med koncerten, hvor hotel, billet og spisning kan købes samlet. Pakken bliver nu ikke med en overnatning fra lørdag til søndag, som oprindeligt planlagt. Opholdet i Aalborg rykkes nu med overnatning fra søndag til mandag, mens Webers picnicdel af arrangementet kan nydes i de to timer inden koncerten i Mølleparken.
Cohen har efter en koncertpause på femten år startet en omfattende comeback-turné, som kaster fire koncerter af sig herhjemme i Danmark. Cohen udgav for nylig albummet "Old Ideas", som GAFFAs Lars Löbner Jeppeson tildelte fem stjerner og skrev: " Otte års pladepause er egentlig ingen tid, når man som 77-årige Leonard Cohen leverer poesi, der er eviggyldigt universel og blot stikker dybere, som tiden tikker af sted. Derfor er det også lettere omsonst at fælde endegyldig dom over disse 10 spritnye stentavler fra sandheden og sangens tårn".
Med albummet i ryggen kommer den 77-årige Leonard Cohen til Danmark, hvor han giver koncert i København den 25. august og Aalborg den 26. august. Billetsalget starter mandag den 2. april kl. 10.00.





