Nyhed

Rangleklods på turné med WhoMadeWho

Når WhoMadeWho tager på forårsturné bliver det med Rangleklods som special guest

WhoMadeWho udgav sidst i februar albummet "Brighter", som blev modtaget meget positivt af anmeldere og fans, og hos GAFFA var det ingen undtagelse. Anmelderen Jesper Buhl tildelte albummet fem stjerner og skrev: "Styrken på "Brighter", og i det hele taget i WhoMadeWhos musik, ligger i kombinationen af en forståelse af den elektroniske musiks virkemidler kombineret med klassiske dyder som sans for sangskrivning og -opbygning samt fint musikalsk håndværk, og det er måske derfor, de lyder mere interessant end mange andre i den horde af bands, der har kombineret rockens band-tilgang med den elektroniske musiks potentialer de sidste snart ti år." 

Nu tager WhoMadeWho Rangleklods med på turné. Rangleklods, også kendt under navnet Esben Andersen, har længe brygget på det kommende debutalbum "Beekeeper", som rammer butikkerne den 12. marts. Oprindeligt startede Rangleklods sit arbejde herhjemme i Danmark, men vandt opmærksomhed og popularitet i undergrundsmiljøet da han flyttede til Berlin i 2010.  

Siden er den danske fanskare vokset, og efter en række roste livekoncerter fandt han vej ind på de store udenlandske musikblogs, og kort efter dukkede flere af hans numre op i radioprogrammet "Unga Bunga". I 2011 blev han udvalgt til Spot Festival, og spillede opvarmning for Veto på deres efterårsturné i Danmark.


Sidst i 2011 udkom ep'en "Home", som fik en varm modtagelse af anmeldere og fans. GAFFAs Jesper Buhl gav "Home" fire stjerner og skrev " Der har været en vis hype omkring Rangleklods i den seneste tid, og nu er det så blevet tid til, at vi skal høre, om der er noget om det på ep'en "Home". Rangleklods forener elektronik med guitartoner og skønsang og skaber derved en lyd, som er både og dragende og dygtigt skruet sammen."

"Beekeeper" er resultatet af flere års intens udforskning af den elektroniske musiks muligheder, hvor der leges med spændingen mellem pop og udfordrende lydeksperimenter. Fredag den 9. marts holdt Rangleklods en udsolgt releasekoncert i Lille Vega i København, og nu er han klar til at tage med, når WhoMadeWho starter deres forårsturné i Berlin den 14. marts.

Trioen starter deres turné i udlandet, men vender hjem til Danmark den 13. april, hvor de indtager Studenterhuset i Aalborg.  


Turnéplanen er som følger:

Den 14. marts, Lido, Berlin

Den 15. marts, Erlangen, E-Werk


Den 16. marts, Stuttgart, Kellerklub

Den 17. marts, München, Atomic Café

Den 18. marts, Hamburg, Uebel&Gefährlich


Den 19. marts, Leipzig, Conne Island

Den 20. marts, Frankfurt, Zoom

Den 21. marts, Köln, Club Bahn


Den 13. april, Aalborg, Studenterhuset 

Den 14. april, København, Store Vega 

Den 20. april, Århus, Radar


Den 21. april, Odense, Posten

På billedet ses Rangleklods med sin liveguitarist Tikki.

ANNONCE