Den 28. maj udkommer bandets sjette album ”Valtari”
I november sidste år kunne GAFFA fortælle, at den islandske kvartet arbejdede på opfølgeren til "Með suð í eyrum við spilum endalaust", som ifølge bandet selv ville byde på noget helt nyt. Nu kan Sigur Rós offentliggøre titlen "Valtari" og udgivelsesdatoen den 28. maj for deres ottende studiealbum.
Sigur Rós fortalte i et interview med The Wall Street Journal, at "Valtari" ville blive "indadvendt, svævende, minimalt" og anderledes end deres tidligere albums. Kjartan Sveinsson tilføjede at: "Vi er aldrig blevet ansporet til at holde vores lyd i stil med, hvad vi lavede sidste gang, siger Kjartan "Kjarri" Sveinsson i interviewet. "Det er meget nemt for musikere at abonnere på den idé. Det er så unødvendigt."
Albummet indeholder i alt syv numre, men bandet har endnu ikke udnævnt en eventuel førstesingle eller om de overhovedet planlægger at udgive nogle sange inden udgivelsen.
Det seneste man hørte til bandet var udgivelsen af koncertfilmen og bandes første livealbum "Inni", som er resultatet af to koncerter på Alexandra Palace i London i 2008. Filmen er 75 minutter lang og er filmet over to nætter, hvor formålet var at sætte iagttageren ind i bandets egen oplevelse af koncerterne.
Sigur Rós opstod i 1994 og består i dag af Jón Ϸór Birgisson, Georg Hólm, Kjartan Sveinsson og Orri Páll Dýrason. Sammen debuterede de med albummet "Von" i 1997, hvis titel betyder håb, hvor deres lyd og fokus på langsomme, repetetive kompositioner med inspiration af art-rock blev tydelig. I 1998 udgav de remixalbummet "Von brigði", hvor navnet er et ordspil over "Vonbrigði", der betyder skuffelse, men "Von brigði" betyder derudover en ændring i håbet.
Bandet opnåede international anerkendelse i 1999 med "Ágætis Byrjun", hvor de blev valgt til support for Radiohead. Tre sange fra albummet var med i Cameron Crowe-filmen "Vanilla Sky" med Tom Cruise i hovedrollen. Bandet blev efter udgivelsen kendt for Birgissons unikke måde at spille guitar på, hvor han bruger buen fra en cello.
Siden da har bandet udgivet "()" i 2002, "Takk" i 2005 og senest "Með suð í eyrum við spilum endalaust" i 2008.
Den 28. maj udkommer Sigur Rós' sjette studiealbum "Valtari", og tracklisten for albummet er som følger:
1. 'Ég Anda'
2. 'Ekki Múkk'
3. 'Varúð'
4. 'Rembihnútur'
5. 'Dauðalogn'
6. 'Varðeldur'
7. 'Valtari'





