Albummet ”Oceania” udkommer den 18. juni
Smashing Pumpkins har bekræftet, at de vil udgive deres syvende album "Oceania" den 18. juni. Frontmanden Billy Corgan har allerede udnævnt albummet som det bedste album i 15 år og deres stærkeste bud siden 1995's "Mellon Collie & The Infinite Sadness".
Albummet udkommer gennem multinationale EMI efter at selskabet har indgået en aftale med Corgans pladeselskab Martha's Music. Omkring aftalen har Mike Harris fra EMI Label Services udtalt: "Vi er glade for at udvide det langsigtede partnerskab mellem The Smashing Pumpkins og EMI med udgivelsen af "Oceania". Alle hos EMI ser frem til at arbejde tæt med Billy og bandet for at hjælpe dem med at levere deres vision og deres musik til fans over hele verden", skriver NME.
Omkring den positive reaktion fra folk, som har hørt materiale fra albummet fortæller Corgan: "Jeg mener, det er lang tid siden, at jeg har lavet et album, hvor man spiller det for 50 personer, og 50 personer siger: "Det er et fantastisk album". Jeg har ikke haft det sådan siden "Mellon Collie", hvor 50 personer sagde "Ok, det er et godt album"".
Corgan har derudover fortalt, ifølge NME, at albummet bliver skelsættende for gruppen, hvor han siger, at bandet er "nødt til at tage et skridt tilbage og virkelig vurdere, hvor de er på vej hen", hvis det ikke bliver en succes.
The Smashing Pumpkins blev dannet i 1988 og består i dag af Bill Corgan, Nicole Fiorentino, Jeff Schroeder og Mike Byrne. Bandet udsendte debutalbummet "Gish" i 1991, efterfulgt af "Siamese Dream" (1993), "Mellon Collie And The Infinite Sadness" (1995), "Adore" (1998), "Machina/The Machines Of God" (2000), "Machina II/The Friends & Enemies Of Modern Music" (2000), "Zeitgeist" (2007) og senest ep-serien "Teargarden By Kaleidyscope", der begyndte i 2009 og indtil nu har resulteret i to ep'er og en single. I alt skal dette projekt indbefatte 44 sange.
Sent i 2011 genudgav gruppen de klassiske albums "Gish" og "Siamese Dream", og en remastered version af "Mellon Collie And The Infinite Sadness" samt et bokssæt med "The Aeroplane Flies High" fra 1996 og "Adore" udkommer senere dette år.
Trackliste for "Oceania" er som følger:
1. "Quasar"
2. "Stella P And The People Mover"
3. "Panopticon"
4. "The Celestials"
5. "Violet Rays"
6. "My Love Is Winter"
7. "One Diamond, One Heart"
8. "Pinwheels"
9. "Oceania"
10. "Pale Horse"
11. "The Chimera"
12. "'Glissandra"
13. "Inkless"
14. "Wildflower"





