Nyhed

Tre hiphoppere til Roskilde Festival

Roskilde Festival får besøg af de tre amerikanske rappere Mac Miller, ASAP Rocky og Dominique Young Unique

Roskilde forstærker deres hiphop-program på årets festival med tre unge amerikanske rappere. De er blandt de første rapnavne på programmet ud over The Roots, Royce DA 5'9", Yelawolf og Wiz Khalifa.

Mac Miller (billedet) har med sit første album gjort sig utrolig godt i hjemlandet. Mac Miller, tidligere kaldt EasyMac, er fra Pittsburgh, Pennsylvania. På sit debutalbum "Blue Slide Park", der udkom i november 2011, er temaerne lette og ligetil, og den unge rapper smider mest rim om piger og berømmelse. Han er gode venner med en anden Roskilde-gæst i år, nemlig Wiz Khalifa.

ASAP Rocky er anderledes hardcore i sit tekstunivers, men uden på nogen måde at miste selvtilliden. I bedste selvhævdende stil rapper ASAP om stoffer og gangsters i Harlem, New York, hvor han er født og opvokset. Rocky har endnu ikke udgivet et album, men har på sit mixtape "LiveLoveA$AP" bevist, at det ikke er ren egoistisk selvforherligelse, men at han rummer musikalsk merit.


Sidst, men ikke mindst byder Roskilde Festival velkommen til den kvindelige rapper Dominique Young Unique. Hun har markeret sig på den banehalvdel, hvor ungdronninger som Nicki Minaj, Santigold og M.I.A. huserer. Flere mixtapes har fået folk til at spidse ører. Derudover har Dominique Young Unique optrådt med bl.a. Big Boi, Gucci Mane og N.E.R.D. Også Kanye West har noteret sig rapperen med det lynende mundtøj, en rapper der også barsler med sin egen modekollektion.

Roskilde Festival finder sted i dagene 5.-8. juli med warm up fra 30. juni. Billetter til årets Roskilde Festival kan købes via GAFFA Live.

Her kan du høre numre med de tre kunstnere:



ANNONCE