Nyhed

GAFFA dækker Iceland Airwaves

Den islandske festival er i fuld gang, og GAFFA er med

Iceland Airwaves er med sine 13 år på bagen stadig mere sprød og hip end Dronning Louises Bro i København på en varm sommerdag. Festivalen løber i disse dage af stablen i Islands hovedstad, Reykjavik, hvor hele byen vanen tro summer, syder og bobler over af musik, fester, koncerter og generelt gang i gaden.

I år er der mere end 257 officielle koncerter på programmet. Læg dertil omkring 350 off-venue koncerter, der foregår konstant og alle steder rundt om i byen, og man ender med langt over 600 koncerter fordelt på den fem dage lange festival. Imponerende.

Iceland Airwaves er en indie-festival, der sværger til det nye og ukendte. Cirka halvdelen af programmet består af lokale, islandske navne, som man nok skal være indfødt musik-kender for at finde rundt i. Dog er der også altid booket en effektiv håndfuld udenlandske "hovednavne", som i år blandt andre består af The Vaccines, Dirty Projectors, Purity Ring, Boy og Django Django.

De hjemlige breddegrader er også fint repræsenteret med navne som Rangleklods, The Echo Vamper, Thee Attacks, Shiny Darkly, The Eclectic Moniker og The Foreign Resort.

Årets absolutte hedadliner er Sigur Rós (billedet), der nok skal sørge for at nordlyset danser og de islandske geysere springer til tops under
koncerten søndag aften.

GAFFA er til stede under festivalen og rapporterer i de følgende dage fra det nordatlantiske lava-land.

ANNONCE