Nyhed

Mark Lanegan og WhoMadeWho udveksler musikalske julegaver

Du kan bestille en eksklusiv syvtommersingle, hvor gravrøsten og diskorockerne fortolker hinanden

Den 1. december åbner hjemmesiden wmwlanegan.com, og med den muligheden for at bestille en helt unik musikalsk julegave. Danske WhoMadeWho forsætter nemlig med at bruge deres netværk i det internationale musikmiljø og har denne gang fået Mark Lanegan (billedet) til at fortolke en af deres sange. Lanegan, der har en fortid i grungebandet Screaming Trees og har indspillet med alt fra Queens Of The Stone Age til Isobel Campbell, sideløbende med en hæderværdig solokarriere, der tidligere på året medførte det roste album Blues Funeral, har kastet sin karakteristiske gravrøst over WhoMadeWho-sangen Below The Cherry Moon fra trioens seneste album Brighter.

Da Lanegan gæstede Aarhus i starten af november, fortalte han til GAFFA, at han havde lyttet til netop Brighter-albummet og ganske enkelt syntes, det var fantastisk og derfor fik lyst til at indspille en coverversion. Han påpegede også, at det altså ikke var hans ven Josh Homme fra Queens Of The Stone Age, der tidligere har fortolket WhoMadeWhos sang Space For Rent, der havde introduceret ham for bandets musik, men at det var hans egen nysgerrighed, der havde ført ham til bandets plader. Plader, der har gjort, at han nu kalder sig fan af bandet.

Respekten går begge veje, for den musikalske julegave, der udsendes i 1000 eksemplarer på 7"-single, indeholder selvfølgelig også WhoMadeWhos tackling af en af Lanegans egne sange. Bandets guitarist og sanger Jeppe Kjellberg forklarer:


– For det første er det en stor ære for os at få den slags respekt og anerkendelse af en kollega, som vi beundrer. Det varmer i denne kolde årstid. Tidligere på året indspillede John Grant vores sang Inside World, og både den og Mark Lanegans coverversioner er opstået ud af det blå. De har ikke fået penge eller er blevet presset af pladeselskaber. De har gjort det ud af respekt og egen lyst. Første gang jeg hørte Marks version af Below The Cherry Moon, blev jeg dybt rørt. Hans dybe stemme understreger virkelig den substans, der er i det nummer. Og jeg blev desuden overvældet over, hvor grundigt han og hans band har dykket ned i vores oprindelige arrangement.  

– Som svar på hans fortolkning talte vi oprindeligt om, at det ville være oplagt at fortolke hans sang Ode To Sad Disco, da det nummer både rummer en fin henvisning til den type musik, vi har perfektioneret med årene, samt det faktum, at sangen samplede fra en af sangene fra soundtracket til den danske film Pusher 2.

– Det var en ret sjov vinkel, men det blev også for oplagt, da vi gik i gang med nummeret. Så i stedet har vi udfordret os selv og kastet os over et nummer der har et større afsæt i et mere Lanegansk univers, nemlig nummeret Deep Black Vanishing Trains, ligeledes fra hans seneste album. Det nummer har en stærk hypnotisk vibe og har derfor inspireret os kraftigt. Jeg håber, vi lander på benene med det.


ANNONCE