Den svenske duo melder afbud til deres to koncerter i Aarhus og København
Den svenske elektropop-duo Niki & The Dove skulle have givet koncerter på aarhusianske Train i aften og i Pumpehuset i København i morgen. Nu aflyser duoen begge koncerter.
På Trains hjemmeside kan man læse, at sangerinden Malin Dahlström har en øvre luftvejsinfektion, så hendes stemme er helt væk. Train skriver desuden, at de afventer en ny koncertdato på spillestedet.
Niki & The Dove kunne i år opleves på Odeon-scenen på Roskilde Festival. De blev i januar skrevet ind på BBCs anerkendte "Sound of 2012"-liste, hvor de fik en femteplads. Derefter skrev de under på en pladekontrakt med pladeselskaberne Sub Pop og Mercury, som udgiver musik i både Europa og USA.
Debutalbummet "Instinct" var på gaden i maj, hvor det modtog fire ud af seks stjerner i GAFFA fra Simon Christensen, som skrev:
"Tomorrow og The Drummer (som oprindeligt udkom på The Drummer EP sidste år) er intelligente og pumpende elektropop-bangers i bedste Robyn-stil, mens stilskabere som Kate Bush, The Knife og Depeche Mode står som omdrejningspunkter på store dele af det her varierede album. Malin Dahlströms vokal er i unison dans med iskolde synthesizerflader f.eks. på den r&b-inspirerede The Fox, mens de elektroniske percussion bomber løs i maleriske eksplosive baleariske eller mørke new wave-figurer."
Billetter refunderes, hvor de er købt.