Nyhed

Lyt: 11 essentielle sange i december

Månedens varmeste numre, du bare SKAL høre

Vi er i fuld gang med en ny måned, og derfor har vi valgt 11 nye, stærke sange, som du endelig ikke må gå glip af i december måned. Lyt til dem på en Spotify-playliste nedenfor.

CHINAH - Minds
Det er kun et halvt år siden, at CHINAH udgav sin første single Away From Me, men den danske electro-trio har allerede tiltusket sig overvældende opmærksomhed både inden- og uden for landets grænser. De elektroniske elementer bygges op om Fine Grundvalds lyse vokal og et gennemgående synthtema, hvis stakkerede karakter ligger som en rød tråd under melankolske guitarflader og svælgende effekter. Det er solid amerikansk-inspireret r'n'b med nordiske træk, der fortjener et lyt.

Jones - Hoops
Den engelske sangerinde er et nyplantet frø på den vildtvokseende musikscene. Hendes debutalbum er derfor passende blevet døbt New Skin og forventes at udkomme til foråret. Singlen bliver indledt af en skrattende vinyleffekt, svalende guitarspil og sangerindens smørbløde stemme, men er langtfra en glatsleben ballade. Producer XO har sørget for bevægeligt beat og bølgende synth, der kombinerer Jones' skrøbelighed med tungere energi.


Grimes (billedet) - Flesh Without Blood
Det er næsten fire år siden, at der sidst var nyt fra den flamboyante canadiske multikunstner. Den electropoppede single fra albummet Art Angles er umiskendeligt lyden af Grimes, men i mere optimistiske og florlette klæder. Sangerinden har langtfra holdt kortene tæt ind til kroppen, men udgav hurtigt Scream og Laughing and Not Being Normal i slipstrømmen på førstesinglen. Om Grimes' nyerhvervede englevinger er slidstærke nok til at bære hende op ad undergrunden, må tiden vise, men det ser umiddelbart lovende ud.

Chance the Rapper - Angels feat. Saba
Man kan ikke beskylde Chance The Rapper for at være hverken asocial eller fedtet med udgivelser. I foråret udgav han debutalbummet Surf sammen med gruppen The Social Experiment og nogle måneder senere Free Based Freestyles sammen med Lil B. Den opløftende single Angels kombinerer hurtig rap med smægtende vokaler fra et gospelkor, orgel og en blæsersektion, der løfter de smedede rim op til nye højder.

Hatesphere - Lines Crossed Lives Lost
Det aarhusianske metalorkester er med albummet New Hell tilbage i storform og med samme lyd som tidligere, men mere politisk orienterede numre. Man kan fristes til at kalde førstesinglen for en larmende hippiesang, der slår et (knytnæve)slag for verdensfreden.


Niki & The Dove - Play It On My Radio
Den elektroniske indieduo udgav debutalbummet Instinct i 2012, men der er ingen grund til at skyde konfettikanoner af i fejringen af deres tilbagevenden. Deres første single er brusende i sin minimale sangskrivning og enkle synthflader.

Banks – Better
Sidste år udkom debutalbummet Goddess, der fik sat Banks på verdenskortet. Den amerikanske sangerinde er i øjeblikket på landevejene som opvarmning for The Weeknd og har samtidig varslet et kommende album allerede næste år. Tonen er stadig drævende melankolsk og er bygget op omkring sørgmodige vokaler med en dyb, nedpitchet vokal som en underlæggende dyster hvislen.

G-Eazy – Random
Lyden af skæve tangentslag indleder den hjemsøgende single fra den amerikanske hiphopkunstner, der lå lunt på toppen af hitlisterne med debutalbummet These Things Happen fra sidste år. Med et gruopvækkende genfærdslydende kor og tunge, kolde lydflader lever nummeret op til navnet på albumtitlen When It's Dark Out. Hvis du i forvejen skimter uhyggelige hockeymasker og glimtende knivblade i vintermørket, skal G-Eazy nok få skubbet dig ud over kanten til fuldbyrdet paranoia.


Ty Dolla $ign – L.A. feat Kendrick Lamark, Brandy and James Fauntleroy
Debutalbummet Free TC fra den amerikanske hiphopkunstner har en overflod af profilerede gæstevokalister. L.A. er ingen undtagelse. Den svalende hyldest til englenes by er gennemsyret af storladne strygerarrangementer, bløde vokaler og lækker Zapp and Roger-associerende talkbox. Et drømmende nummer, der leder tankerne væk fra vinterkulden og hen under varmere himmelstrøg.

Adele - Hello
Adele er trådt tilbage i rampelyset med et ydmygt Hello. Den storladne single har tyngdepunkt i hendes kraftige røst og stiller sig i rækken af kærlighedsballader som Someone Like You og Rolling In The Deep fra det tidligere udspil 21. At dømme efter de skyhøje salgstal og millioner af downloads falder hendes comeback på et tørt sted.

Ariana Grande - Focus
Popdivaen med den lille skikkelse og store stemme varsler sit kommende album Moonlight med singlen, der hverken er særlig revolutionerende eller overraskende, men som med garanti vil få det til at slå gnister under fodsålerne på landets dansegulv. Med dansable percussion-elementer, hornorkester og klap kombineres hendes højtragende, men tilbageholdende vokal med en nærmeste spyttende vokal, der kræver, at der bliver fokuseret.

ANNONCE