Nyhed

Rihanna: En musikkarriere med vold og diamanter

Sangerinden fra Barbados udgiver i dag sit syvende album på syvende år. Vi bringer et portræt.

Se et galleri med masser af Rihanna-fotos fra hele karrieren i GAFFAs gallerisektion.

Den 24-årige popprinsesse Rihanna har været enormt produktiv med syv album udgivet i løbet af syv år. I alt har hun haft 11 singler på førstepladsen af Billboard Hot 100-hitlisten og er samtidig den yngste soloartist, som har opnået dette. Rihanna har solgt mere end 25 millioner album og 60 millioner digitale singler siden begyndelsen af karrieren, hvilket gør hende til én af de bedst sælgende kunstnere nogensinde.

Robyn Rihanna Fenty er født i Saint Michael på Barbados. Hun begyndte at synge som syv-årig og begyndte sin karriere i 2003, hvor hun mødte produceren Evan Rogers. Som 16-årig rejste hun til USA for at skabe sig en musikkarriere, og hun begyndte at indspille demoer med vejledning fra Rogers. Hun fik i 2005 en kontrakt med Def Jam Recordings, efter at have været til audition for Jay-Z, der på dette tidspunkt var administrerende direktør i pladeselskabet. Rihanna flyttede derefter fra Barbados til New York, hvor hun boede hos Rogers og hans hustru.


I 2005 udkom Rihannas debutalbum "Music Of The Sun", der indeholdt førstesinglen "Pon De Replay". Andet album "A Girl Like Me" kom på gaden året efter. Albummet indeholdt singlen "SOS", der bestod af et sample fra 80'er-hittet "Tainted Love", og singlen toppede hitlisterne. I 2007 landede albummet "Good Girl Gone Bad" i butikkerne med de populære singler "Umbrella"- featuring Jay-Z - "Don't Stop the Music", "Take A Bow" og "Disturbia". "Umbrella" vandt en Grammy Awards i kategorien "Best Rap/Sung Collaboration".

I 2009 skulle Rihanna have optrådt ved Grammy-uddelingen, men dette blev aflyst, og det viste sig senere, at r&b-sangeren og Rihannas daværende kæreste, Chris Brown, var blevet arresteret, og siden hen blev han dømt for overfald og trusler mod Rihanna. Desuden blev politiets fotografier af en forslået Rihanna lækket til offentligheden. Brown fik en dom på fem års prøvetid, og blev beordret til at opholde sig 45 meter fra Rihanna - bortset fra ved offentlige lejligheder. Senere samme år udkom fjerde album "Rated R" med singlerne "Russian Roulette", "Hard" og "Rude Boy".

Sommeren 2010 arbejdede Rihanna sammen med rapperen Eminem på singlen "Love the Way You Lie", der på verdensplan blev en stor succes. Rihannas femte album "Loud" udkom samme år og bestod af blandt andet de populære hitsingler "Only Girl (In the world)", "What's My Name?" og "S&M". Albummet blev året efter efterfulgt af "Talk That Talk"-albummet med verdenshittet "We Found Love" samt "Where Have You Been."


I november 2011 blev Rihannas første mode-kollektion lanceret hos Armani, og tidligt i 2012 udkom to singler fra andre kunstnere, hvor Rihanna medvirkede: Coldplays single "Princess Of China" og Drakes "Take Care". I filmen "Battleship" fra maj spillede Rihanna sin første filmrolle, og i august var der premiere på Rihannas første tv-program "Styled To Rock". I dag udkommer Rihannas syvende album "Unapologetic", som indtil videre har introduceret hitsinglen "Diamonds". Læs GAFFAs anmeldelse her.

Se et galleri med masser af Rihanna-fotos fra hele karrieren i GAFFAs gallerisektion.

ANNONCE