Til showet på søndag i London er nu offentliggjort to tidligere medlemmers medvirken
GAFFA kunne tidligere på dagen fortælle om Rolling Stones' nye video til nummeret "Doom And Gloom", og allerede nu er der flere Rolling Stones-nyheder. Bandet bekræfter nemlig, at de hiver to gæster med på scenen til deres show på søndag i London. De to gæster er ingen andre end Bill Wyman og Mick Taylor, skriver Gigwise.
Bill Wyman var bassist i The Rolling Stones i 1962-1993, og Mick Taylor var guitarist i bandet i 1969-1974. Det bliver altså første gang i mange år, at de to herrer er med rullestenene på scenen. Koncerten er den første i en række af koncerter i England og USA. Turneen finder sted i forbindelse med bandets 50 års jubilæum, og gruppen har samtidig udsendt opsamlingsalbummet "GRRR!".
Hvis du ikke nåede at se videoen, der blev udgivet tidligere i dag, kan du se den her.
Hovedrolleindehaveren i videoen er Noomi Rapace, der tidligere har spillet originalen Lisbeth Salander i Stieg Larssons Millennium-trilogi. I videoen til "Doom And Gloom" bliver Rapace jagtet af zombier, overtager Mick Jaggers rolle i bandet, går amok i junkfood og eksploderer. Det hele foregår i et højt tempo, og Rapace har et råt og dystert udtryk, der står i kontrast til Mick Jaggers legende dans. Selvom både producer og hovedrolleindehaveren er svenske, har videoen klare amerikanske temaer og referencer.





