Musikvideoen til "Miss Atomic Bomb" viser Las Vegas-bandet live og backstage
The Killers er aktuelle med videoen til deres seneste single "Miss Atomic Bomb" fra albummet "Battle Born". Musikvideoen blev filmet af Giorgio Testi ved bandets sidste koncerter i Storbritannien og indeholder sammen med koncerterne også backstage- og festival-sekvenser.
Las Vegas-bandet rejser på forårsturné i 2013 med deres seneste album, men kommer ikke forbi Danmark i denne omgang. De kan i stedet opleves i Malmö Arena den 2. marts.
The Killers har solgt mere end 15 millioner albums på verdensplan, siden de brød igennem i 2003 med hittet "Mr. Brightside", der kan findes på bandets debutalbum "Hot Fuss" fra 2004. Det seneste, fjerde album "Battle Born" fra september vakte dog ikke så stor begejstring hos GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez. Han gav albummet tre stjerner og skrev, at "Battle Born er et alsidigt album spækket med guilty pleasures, og der er bestemt også udmærkede sange at finde på pladen, men det kunne nu være ønskværdigt at opleve The Killers træde ud af forbilledernes tydelige skygger og stå lidt på egne ben".
Se videoen til "Miss Atomic Bomb" her.





