Den jyske festival præsenterer fire store danske navne til 2013
Skive Festival er nu klar til at offentliggøre de fire første navne på programmet samtidig med at billetsalget er startet i dag klokken 12. Til næste sommer kan man blandt andet opleve koncerter med Nephew, D-A-D, Volbeat (billedet) og Rasmus Seebach. De fire første navne på programmet må siges at ligge i kategorien af populære og kendte danske navne på hver deres måde.
Ligesom sidste år sælger festivalen billetter med det koncept, at jo hurtigere du køber dem, jo flere penge sparer du. De 3.000 første billet-købere kan få dem til halv pris, 595 kroner, og de efterfølgende 2.000 købere vil få en rabat på 100 kroner.
Skive Festival har på det seneste gennemgået en turbulent tid, hvor den var konkurstruet efter årets festival. Alligevel er det lykkedes at fortsætte ved hjælp af økonomisk støtte fra det lokale erhvervsliv. Skive Festival er en fem-dages festival, og i 2013 kommer der et tre dages musikprogram med flere end 60 koncerter samt to dages warm up med aktiviteter på campen. Skive Festival 2013 løber af stablen den 4., 5., 6., 7. og 8. juni.
Køb billetter via festivalens hjemmeside.





