Nyhed

Sort Sol bekræfter 2013-turné

Nu er forårets koncertdatoer endelig offentliggjort

Vi har tidligere i GAFFA nævnt rygter om, at det danske rockband Sort Sol var på vej med en 2013-turné, og nu har de tre bandmedlemmer Lars Top-Galia (guitar), Steen Jørgensen (sang) og Tomas Ortved (trommer) bekræftet officielt, at de gentager succesen i 2011 og drager på turné i foråret.

Det bliver med samme line-up som sidste år bestående af de tre samt Manoj Ramdas (guitar), Adam Olsson (guitar) og Anders Christensen (bas).

GAFFA kontaktede først i oktober guitarist Lars Top Galia for at få en kommentar om en mulig 2013-turné. Han sagde, at han ikke kunne udelukke det, men heller ikke bekræfte det, og at han kun vidste, at han skulle til møde med sin booker. Han fortalte desuden, at turnéen i 2011 gik forrygende:


– Den gik fremragende. Jeg kan ikke huske, at vi har spillet bedre, og den blev jo også en kommerciel succes. Jeg havde ikke nogen fornemmelse, inden vi gik i gang, men de koncerter er noget af det bedste, vi har spillet.

Billetsalget begynder mandag den 19. november, og billetter kan købes via Billetlugen.dk undtagen til koncerten på Portalen, på Godset og på Posten, hvor du henholdsvis kan købe billetter på Billetnet.dk, Billetten.dk og Billetexpressen.dk.

Sort Sols forårsturné:
Fredag 12. april 2013 Greve, Portalen
Lørdag 13. april 2013 Kolding, Godset
Fredag 19. april 2013 Odense, Posten
Lørdag 20. april 2013 Ålborg, Multisalen
Fredag 26. april 2013 Aarhus, Musikhuset
Lørdag 27. april 2013 Horsens, Horsens Ny Teater
Fredag 03. maj 2013  København, Vega

 


ANNONCE