Det legendariske rockband skal betale 1,8 millioner efter at have overskredet spilletiden ved søndagens koncert
The Rolling Stones har modtaget en bøde på omkring 1,8 millioner kroner efter at have overskreddet deres spilletid ved koncerten i O2 Arena søndag med 35 minutter. Ifølge Business Standard skulle jubilæumskoncerten i London være sluttet klokken 22.30, men gik over tid efter en forsinket start.
"Det betyder en stor bøde - men drengene gjorde bare deres ting," fortæller Rolling Stones-agenten Bernard Doherty til den britiske avis The Sun. "Der var ikke nogen portner, som stod og raslede med nøglerne og sagde "Jeg vil gerne hjem"."
The Rolling Stones har også planlagt en anden koncert i London torsdag, inden de turnerer videre til New York den 8. december og New Jersey den 13. og 15. december. For nylig udsendte The Rolling Stones desuden bokssættet "GRRR!", som ud over de to nye singler indeholder 48 af de velkendte klassiske numre fra The Rolling Stones' 50 år lange karriere.
GAFFAs anmelder Mikkel Falk Møller var med ved koncerten i London, som han anmeldte til topkarakter med seks ud af seks stjerner, og skrev:
"En stor tak og respekt til rullestenene skal lyde fra denne anmelder, der kvitterer med fuldt hus for en fuldstændig fabelagtig oplevelse."
Desuden skriver den britiske avis The Mirror, at Florence Welch fra Florence And The Machine vil synge duet med Mick Jagger på "Gimme Shelter" til morgendagens koncert, og desuden at Eric Clapton også vil gå på scenen sammen med rullestenene. De to musikere erstatter Mary J. Blige og Jeff Beck, som medvirkede ved søndagens koncert.





