Det legendariske neofolk-band gæster Forbrændingen i Albertslund
Britiske Death in June spillede i oktober 2011 en udsolgt koncert i københavnske Pumpehuset. Allerede den 2. december i år vender den 31-årige gruppe tilbage til Danmark til en koncert på Forbrændingen i Albertslund sammen med Parzival og Die Weisse Rose.
Death in June opstod i London i 1981 ud af resterne af den britiske punkgruppe Crisis, som Douglas P. og Tony Wakeford havde været medlemmer af. De skiftede sammen med Patrick Leagas punken ud med en mere elektronisk post-punk-lyd inspireret af blandt andet Joy Division. Siden har Death In June med sine 19 studiealbum flere gange skiftet stil, og i dag associeres de ofte med neo-folk-genren.
Death in June er blandt andet kendt for deres udprægede brug af masker og gamle symboler, der ifølge Douglas P. har meget at gøre med en forståelse af den europæiske kulturarv, men som flere gange har ført til kontroverser med koncertaflysninger til følge og sågar et nationalt salgs- og distibutionsforbud i Tyskland i 2005.
Den 2. december vil Death in Junes supportbands være Parzival og Die Weisse Rose. Dansk-russiske Parzival blev dannet i 1992, og koncerten på Forbrændingen bliver en live-premiere på sange fra deres kommende og niende album "Die Kulturnacht", som er på gaden den 15. oktober. Det københavnske industrial-band Die Weisse Rose udsendte debutalbummet "A Martyrium Of White Roses" i 2009, og har efterhånden spillet koncerter over hele Europa.
Sidste efterår gæstede Death in June Pumpehuset i København i forbindelse med gruppens 30-års jubilæum, og GAFFAs Martin Hall anmeldte koncerten til fem stjerner. I dag udkommer Halls bog "Nostatic!" i øvrigt på GAFFA Forlag, og den indeholder blandt andet en bearbejdet version af denne anmeldelse.
Billetter til Death in June kan købes via Billetto.dk.