Den danske rock-elektro-gruppe er på vej mod de danske spillesteder og har samtidig nyt materiale under opsejling
I morgen torsdag begynder danske Den Fjerde Væg en Danmarksturné, som lægger vejen forbi Aarhus, Odense, Aalborg, Assens og København. De har desuden en ny single på vej, der vil være en forløber til deres kommende ep, og som er på gaden den 1. november. Singlen hedder "Ny Kynisme".
"Ny Kynisme handler om at leve i en verden, der ræser forbi en så stærkt, at det kan være svært at se sig selv som en del af den. Derved bliver verden nærmest uvirkelig," fortæller forsanger Rune Risager om singlen. "Ny Kynisme" er mikset af Nikolaj Vinten, som tidligere har arbejdet med Kim Larsen, Tim Christensen og Lars H.U.G.
Den Fjerde Vægs selvproducerede album "Drengekys" udkom den 26. marts i år, hvorfra førstesinglen "Selvportræt" har roteret på P3, og var et hit på Det Elektriske Barometer i efteråret 2011. "Drengekys" modtog fire stjerner i GAFFA med følgende ord fra Christian Erin-Madsen:
"Nogle er gode til at placere ordene, netop, sådan, at de giver ekstraordinær mening. Og til at vælge dem. Eller også har den danske debuterende gruppe Den Fjerde Væg bare taget sig god tid, for de skal have ros for den poetiske tilgang, der folder sig ud på Drengekys. En tekst som: "Men jeg smiler med hovedet den forkerte vej, mens hun smiler med hovedet tilbage efter mig", er et godt eksempel på spændende lyrik, der – ligesom musikken på albummet – går overraskende og anderledes friskt til værks i den dansksprogede indie-skole."
Den Fjerde Vægs efterårsturné:
25. oktober - Train, Aarhus
10. november - Kansas City, Odense
7. december - Klub Husfred, Aalborg
8. december - Tabaksgården, Assens
20. december - Huset i Magstræde, KBH