Nyhed

Dropkick Murphys på vej med album

Boston-bandet fortæller om deres ottende album, som denne gang ikke er et konceptalbum

For nylig kunne vi på GAFFA.dk meddele, at det Boston-baserede band Dropkick Murphys gæster Falconer Salen den 21. januar, og at de ville have deres kommende, ottende album, "Signed And Sealed In Blood", med i bagagen. Det nye album lander i butikkerne den 7. januar 2013, og nu kommer bandet med detaljer om albummet, som adskiller sig fra forgængeren "Going Out In Style": 

"Vi havde det virkelig sjovt med at skrive vores seneste album, "Going Out In Style", og vi var spændte på at komme tilbage i studiet med det samme," udtaler bassist og med-forsanger Ken Casey. "Mens "Going Out In Style" var et konceptalbum – på en måde indviklet og kompliceret – er dette her catchy, sjovt, og kommer til at skade mange højttalere."

Banjospilleren Winston Marshall fra Mumford & Sons "Prisoner's Song" medvirker også på "Signed And Sealed In Blood". Samarbejdet kom i stand efter at Dropkick Murphys spillede på Mumfords "Gentlemen Of The Road"-festival i New England tidligere på året.


Konceptalbummet "Going Out in Style" udkom i marts 2011 og er bygget op om historien om Cornelius Larkin, der emigrerede til USA som 16-årig, kom med i Koreakrigen, hvorefter han giftede sig og fik ni børn.

Dropkick Murphys spiller en blanding af irsk folkemusik og gammeldags punk og har hentet inspiration hos navne som Stiff Little Fingers, The Clash og AC/DC. De har været en del af den amerikanske punkscene siden 1997, hvor de udsendte debutalbummet "Do or Die". Siden da er det blevet til syv studiealbum og en stribe live-plader.

ANNONCE