Øl, savl og sækkepibe

Arkivfoto

Kommer der et større udbrud af corona, herpes eller børneorm i Københavnsområdet de næste par uger, har jeg et godt gæt på, hvor det stammer fra. En koncert med Dropkick Murphys er et fristed, hvor man gerne kom tage en sving-om med en fremmed, skråle fjollede omkvæd, så spyttet flyver, og savle lidt på skjorten, når motorikken sætter ud. Det frembringer dyriske sider i os. Der er bare maver badet i øl, og lang tid før selve koncerten, oplever jeg optrin til slagsmål, hvor tilfældige mennesker pludselig er millimeter fra at tildele hinanden kæberaslere, hvorefter en politisk diskussion og konsensus ender med en kæmpe krammer i stedet.

Efter hele tre opvarmningsbands med Pennywise som det mest prominente starter fællessangen allerede, da irske Sinead O'Connor på bånd synger ”The Foggy Dew” og trækker historien et par hundrede år tilbage. Hvis stemmebåndet ikke er helt oppe i gear, sker det øjeblikke senere, da ”The Lonesomme Boatman” uden tekst men med ”ÅÅÅÅÅÅÅÅÅHHHH ÅÅÅÅÅÅÅÅHHHH”-tekst gjalder ud over salen som en varm velkomst.

”The Boys Are Back” følger efter og tænder ilden med det samme.Der er noget ironisk omkring mænd, der synger ”the boys are back and thery’re looking for troubles” i en alder, hvor hårgrænsen og grå stænk som regel er hovedproblemerne. I tilfældet med vokalist Ken Casey er det dog helt berettiget, da han gerne kaster sig hovedkulds ud i vilde slagsmål, som da han i 2019 hoppede ned fra scenen og blandede sig i slagsmål for at forsvare nogle fans, der blev chikaneret – med det resultatet at han selv fik en rift i ansigtet og blødte, mens synderen blev eskorteret væk. Nu, hvor han har smidt bassen og i Al Barrs fravær rigtigt kan folde sig ud, fremstår Dropkick Murphys mere slagkraftig end nogensinde. På de 15 år, siden jeg første gang så dem, er de tilmed blevet en totaloplevelse med scenografi, avanceret lys og film/billedmontage i baggrunden.

Alt er ved det gamle og dog. Dropkick Murphys skulle egentlig have optrådt som en del af en turné med nyt, aktuelt album Turn Up That Dial, men lockdown og uheld har gjort, at koncerten er udskudt to små år, og de har i mellemtiden udsendt den Woody Guthrie-dominerede This Machine Still Kills Fascists, og de gør heldigvis brug af flere numre de nye album. ”Turn Up That Dial” swinger vildt, og på ”Smash Shit Up” bliver det klart, at deres fans har taget albummet til sig og synger med, som var det en gammel klassiker. Det er tiltrængt med ny, velskænket Murphy's, og det er helt befriende at råbe "Mick Jones nicked my pudding / Mick Jones leave my pudding alone!" Efter så mange års fravær.

Bassist Kevin Rheault og trommeslager Matt Kelly er telepatisk tight og i de hurtigere sektioner ren perfektion, så multiinstrumentalisterne Tim Brennan og Jeff DaRosa kan kaste sig ud i mandolinsoli, harmonikastykker og fræsende guitarlir. Det fungerer helt perfekt i ”Queen of Suffolk County”, hvor banjobreaks og harmonikariffs sidder lige i skabet, som en Murphys sidder i svælget på en irsk pub i Boston. Som sædvanligt spiller publikum også en afgørende rolle og fungerer nærmest som en ekstra instrument, Ken Casey kan dirigere for godt befindende.

Hovedsættet slutter med Ewan MacColls ”Dirty Old Town” og den helt store fælleshymne ”I'm shipping Out To Boston” fra albummet The Warriors Code, som også blev brugt i Martin Scorseses film The Departed og skaffede Dropkick Murphys deres anden gennembrud. Det er livsbekræftende at opleve fællesskabet og sammenholdet, selvom det på ekstranummeret ”Kiss Me I’m Shitfaced” er lige ved at blive for plat – dog uden at gøre festen mindre af den grund. Festen er sikret og livet blev for en stund til en endeløs konfettimaskine.

Opvarmning: Pennywise

For at få den fulde oplevelse af Dropkick Murphys skal man være godt stegt og have lidt promiller indenbords, og der er således fornemt sørget for hele tre opvarmningsbands til lejligheden. Mest prominent får vi fornøjelsen af selveste Pennywise, der var ret meget i vælten i 1990’erne. Jeg husker dem som et af de mere cool navne i den bølge af tredjegenerationspunk med navne som NOFX og Bad Religion. Pennywise er et af de ældste – dannet i 1988 – og forsanger Jim Lindberg er minsandten blevet 57 år.

Det er som om Pennywise er vokset nedad i status, i den tid Dropkick Murphys har taget den anden vej, og det er en lidt utaknemmelig opgave, de politisk bevidste skate-punkere står overfor. Det forhindrer dem ikke i at give et kort stramt sæt med slagsange som ”Fight Till You Die”, ”Fuck Authority” og ”Bro Hymn” – og give deres verbale besyv med på verdens begivenheder og politiske udvikling.

Fuldstændig som jeg husker dem i deres velmagtsdage er der komplet styr på rytmegruppen, de skarpe guitarkanter og Lindbergs vokale foredrag. Jeg føler mig ikke som en teenager igen, men mere som en museumsgænger, der kigger nysgerrigt og bliver mindet om stationære telefoner, den spæde opstart med internettet og dial-up modem og alt for store T-shirts. Det er nu heller ikke så skidt, og kæmpe respekt til Pennywise for at blive ved.

LÆS OGSÅ: TINDERBOX AFSLØRER STOR MUSIKPAKKE: 19 nye, med store internationale navne iblandt