De to elektroniske kunstnere præsenterer koncerten "Svævninger" under årets Wundergrund Festival
Den 27. oktober vil man kunne opleve en noget særlig koncert på Studiescenen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Det er nemlig en koncert mellem den elektroniske forgangskvinde Else Marie Pade, og den danske audio- og field recording-kunstner Jacob Kirkegaard. De har sammen skabt koncerten "Svævninger", som er blevet en del af denne års Wundergrund Festival-program.
Der er 51 år mellem Jacob Kirkegaard og Else Marie Pade, men som det bliver sagt i koncertomtalen, så "taler de samme sprog". De to kunstnere har indgået et helt unikt samarbejde, som her kan opleves for første gang under dette års Wundergrund Festival.
87-årige Else Marie Pade - anerkendt som en af den elektroniske musiks første kunstnere i Danmark - er ikke kendt for at give mange koncerter, selvom hendes musik har fået en mindre revival de seneste år. For eksempel vil man kunne høre Else Maria Pades værk "Glasperlespil" i Musikhuset Aarhus fra næste tirsdag. Men denne gang giver hun altså koncert i samarbejde med Jacob Kirkegaard, der blandt andet er kendt for sin meget fortællende og illustrative lydkunst. Kirkegaard har blandt andet værker optaget i Tjernobyl, men han har også remixet Else Marie Pades musik tilbage i 2006 og meget mere.
Koncerten "Svævninger" bliver beskrevet således:
"Svævninger tager udgangspunkt i en udforskning af det lydfænomen, der opstår, når to lydbølger med næsten samme frekvens støder sammen. Begge kunstnere har tidligere arbejdet med dette klangunivers. Jacob Kirkegaard i værket "Labyrinthitis" fra 2008, hvor han arbejdede med ørets indre lyde, og Else Marie Pade i sine tidlige eksperimenter med sinusgeneratorer og båndoptagere fra 1960'erne. Netop nogle af Else Marie Pades gamle spolebånd vil indgå i koncerten på Wundergrund, hvor elementer fra begge kunstneres tidligere eksperimenter vil smelte sammen med helt nye klange og materiale, som de to har udforsket sammen."
"Svævninger" er som sagt en del af Wundergrund Festival 2012, som løber fra den 26. oktober til den 4. november 2012. Og generationstemaet fra "Svævninger" går igen festivalen igennem, ligesom den eksperimenterende musik har et stort fokus.
På Wundergrund vil man blandt andet kunne høre Fuzzy og Bjørn Svin, The New Spring tilsat jazz- og folkmusik, samt den britiske techo-kunstner Mark Fell og mange flere.
Læs meget mere om Wundergrund Festival 2012 på wundergrund.dk, hvor du også kan købe billetter til festivalens koncerter - heriblandt "Svævninger", der bliver opført den 27. oktober på Studiescenen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.