Dave Grohl bekræfter, at gruppen holder pause
I går skrev Foo Fighters-frontmanden Dave Grohl på gruppens Facebookkonto en længere besked, hvor han kaldte bandet "mit liv", men også "det er en god ting for os alle at komme væk i lidt tid".
Lørdag fortalte Grohl til Global Citizen Festivalen i New York, at han ikke vidste, hvornår bandet ville spille sammen igen. "Uden at gøre et stort nummer ud af det har vi ikke nogen koncerter efter denne. This is it, man," sagde Grohl til koncerten i Central Park i New York. "Helt ærligt ved jeg ikke, hvornår vi gør det igen... og dette her er det perfekte sted at gøre det."
På Facebook skrev Dave Grohl desuden, hvor meget Foo Fighters betød for ham: "Aldrig i min vildeste fantasi troede jeg, at Foo Fighters ville nå så langt... Der var tidspunkter, hvor jeg havde lyst til at give op. Men jeg kan ikke opgive dette her band. Og det vil jeg aldrig. Fordi det ikke kun er et band for mig. Det er mit liv. Det er min familie. Det er min verden."
Grohl tilføjede, at han ikke vidste, hvornår bandet ville spille sammen igen, men at han ville fokusere på den kommende Sound City-dokumentarfilm og album. Sound City var et nu lukket pladestudie i Van Nuys, Californien, hvor blandt andre klassiske album som Nirvanas "Nevermind", Fleetwood Macs "Rumours" og Neil Youngs "After the Gold Rush" er indspillet.
Dave Grohl dannede Foo Fighters i 1994 i Seattle efter sin tid som trommeslager i Nirvana, hvis karriere sluttede med Kurt Cobains selvmord samme år. Han indspillede Foo Fighters' selvbetitlede album selv, før han inviterede andre bandmedlemmer med. Foo Fighters er siden blevet et meget succesfuldt alternativt rockband. De har vundet en lang række Grammy Awards og har udgivet i alt syv studiealbum. Seneste album "Back And Forth" udkom i april 2011, hvor GAFFAs Michael José Gonzalez gav albummet fire stjerner, og skrev: "Nye lyttere kan roligt stige på her, mens gamle fans næppe bliver skuffede. Foo Fighters anno 2011 har på ingen måde sænket paraderne og matcher ubesværet deres fineste stunder."




