Nyhed

Lyt til den nye Rolling Stones-single

Rocklegenderne afslører nyeste udspil "Doom And Gloom"

I dag kan Rolling Stones-fans glæde sig over det første nye materiale fra bandet siden "A Bigger Bang" fra 2005. Det er singlen "Doom And Gloom", som nu kan høres i radioen og downloades, og hvor Mick Jagger synger: "All I hear is doom and gloom, all is darkness in my room".

Sangen er indspillet i Paris og produceret af Don Was. "Doom And Gloom" er den første af to nye sange, der udkommer sammen med opsamlingsalbummet "GRRR!" den 12. november. Den anden nye single "One More Shot" er stadig på vej. Resten af albummet vil indeholde de velkendte, klassiske numre fra The Rolling Stones' karriere, der i år har strakt sig over 50 år.

Guitaristen Keith Richards har for nylig røbet, at bandet skal spille i London og New York, da han talte med Q Magazine.


"Vi har nogle koncerter i London, tror jeg, og i New York, men jeg må virkelig ikke tale om noget af det endnu. De har sagt, at jeg skal være stille omkring dette her. Man må komme med hints!" udtaler Richards.

Desuden er der mulighed for at se den nye Rolling Stones-film "Crossfire Hurricane" i Imperial i København torsdag den 18. oktober. Filmen er instrueret af Brett Morgan, der giver et nyt perspektiv på The Rolling Stones' rejse fra blues-inficerede teenagere i de tidlige tressere til deres status som levende rockguder.

Lyt til "Doom And Gloom" her:


ANNONCE