Nyhed

The Smiths afviser genforening

Der har på det seneste floreret rygter om, at det engelske band ville turnere i samlet flok. Morrissey og Marr afviser rygterne.

Der har på det seneste eksisteret rygter om Manchester-bandet The Smiths' genforening i 2013, men ifølge både repræsentanter for Morrissey og Johnny Marr vil en genforening aldrig komme til at ske.

"The Smiths vil aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig nogensinde blive genforenet," udtaler Morrisseys repræsentant til Rolling Stone. Da journalisten spørger, om der er en særlig grund til, at gruppen aldrig vil blive genforenet, fortæller repræsentanten: "Det må du spørge Morrissey om. Der må være en historie, og den vil måske blive fortalt en dag."

Johnny Marrs manager, Joe Moss, benægter også en genforening. "Det kommer ikke til at ske", fortalte han til NME. "Vi er i fuld gang med at forberede Johnnys nye album til udgivelse, og ved at booke koncerter til 2013."


De nyeste rygter om genforening kom efter et interview med Morrissey i Brisbane Courier-Mail, hvor han fortalte, at Coachella-festivalen i Californien havde tilbudt at blive en "100 procent vegetarisk begivenhed" for at tilfredse den vegetariske sanger, hvis altså The Smiths gik med til at komme på festivalen.

Flere tabloidmedier har udlagt sagen, som at festivalens tilbud var gældende for 2013, men Morrissey har siden fortalt, at vegetarforslaget var fra 2010, et år efter at Morrissey spillede solokoncert dér.

Morrisseys selvbiografi forventes at udkomme til december, og måske vil bogen fortælle, hvorfor en genforening er udelukket.


    ANNONCE