Singlen "Hope and Destruction" er forløber for femte album fra den danske kvartet
The William Blakes med Kristian Leth i spidsen udsendte tidligere på måneden singlen "Hope and Destruction". Det nye nummer er en forløber for gruppens kommende og femte album, der forventes at udkomme i begyndelsen af 2013.
Førstesinglen er ifølge bandet selv en indikator for den mere mørke og live-spillede stemning, der præger de nye numre.
The William Blakes siger selv, at det er de bedste numre, de nogensinde har skrevet. Temaerne er den globale krise, verdens undergang og det, de selv kalder "den nødvendige spirituelle opvågnen".
Det nye album fra The William Blakes forventes at komme i starten af det nye år.
Sidste gang The William Blakes var albumaktuelle var i begyndelsen af 2011 med "Music Wants To Be Free", der blandt andet indeholdt singlerne "The Light (Plane To Spain)" og "Land Of Illusion", og som indkasserede både DMA-priser og Kronprinsparrets Kulturpris på 50.000 kroner.
"Music Wants to be Free" blev ved udgivelsen anmeldt til fire stjerner i GAFFA med følgende ord fra Jeppe Kiel Revsbech:
"Skabertrangen begynder efterhånden at vække mindelser om The Beatles' ditto hos Kristian Leth og hans følge, som med Music Wants To Be Free har eksekveret hele fire The William Blakes-udgivelser på to år og 11 måneder... På Music Wants To Be Free genoptager The William Blakes imidlertid en mere vildtvoksende tilgang til sangskrivningen, som har resulteret i gruppens mest varierede album til dato – og diversiteten lykkes langt hen ad vejen."
Se videoen til singlen "Hope And Destruction" her:





