Nyhed

Wood antyder flere Rolling Stones-koncerter

Guitaristen hentyder til, at der kommer flere koncerter med legenderne

GAFFA kunne for nylig berette om, at det aldrende rockband Rolling Stones vil spille koncerter i Londons O2 Arena den 25. og den 29. november og i Prudential Center i Newark, New Jersey den 13. og den 15. december. Men da stjernerne i går havde premiere på den nye Rolling Stones-dokumentar "Crossfire Hurricane", lød det på guitaristen Ronnie Wood, at de ikke nøjes med det. Han udtalte nemlig til nyhedsbureauet AP Reports, at "når hjulene først spinder, tror jeg ikke, at vi vil være i stand til at stoppe. Vi vil ikke være i stand til at stoppe".

I samme stil lød det, da Mick Jagger blev spurgt om, hvorvidt Rolling Stones kommer til Australien, og der svarede han: "Ikke i denne uge! Der skal vi nemlig øve, men jeg håber at komme til Australien. Dér har jeg ikke været i flere år." 

Indtil det bliver be- eller afkræftet, om der kommer flere koncerter med The Rolling Stones, kan fans bruge tiden på at se filmen "Crossfire Hurricane", som lanceres i anledning af bandets 50-års jubilæum i år. Dokumentaren af Brett Morgen er baseret på gammelt arkivmateriale og private klip, som ikke er vist før, og du kan læse GAFFAs anmelder Oliver William Gunnars anmeldese af filmen her, hvor han desuden giver filmen fire ud af seks stjerner. 


 

 

ANNONCE