CODY: En lille detalje kan være nok

– Den første linje, Kaspar – det er altid den sværeste at opnå, har en af Kaspar Kaaes amerikanske venner fortalt ham. Lyrisk giver CODY-forsangeren sin ven ret, men i selve skabelsen af CODYs andet album virker det til, at det nærmere har været "den anden linje", der har været den vanskeligste.

Efter at have indspillet en række grundspor gik CODY på et midlertidigt stand-by, hvor en masse personlige og musikalske omstændigheder gjorde, at gruppen var i venteposition. Men de vidste heller ikke, hvad de skulle stille op med deres materiale, så pausen viste sig som en fornuftig disponering, især når man lytter til Fracutres, hvor en luftig indadvendt americana-lyd er blevet opdateret og tilsat flere små skæve elementer og detaljer. Det er der kommet et smukt – og allerede anmelderrost resultat ud af for den københavnske septet.

Lære hinanden at kende

Hvad er der sket musikalsk med CODY siden debuten Songs?

– Vi er blevet mere bandagtige i lyden. Vores turnéer i 2009 og 2010 – og til dels også lidt i 2011, gjorde, at vi fjernede os mere og mere fra den songwriter- og "manden og hans band"-lyd. Vi blev mere og mere et elektrisk og støjende band, som ikke spillede faste former, men som hele tiden skiftede mellem, hvor lange eller korte numrene kunne blive og lignende.

– Vi havde en idé om, at vi gerne ville lave noget, der var højere til loftet. Det var helt naturligt, for når vi spiller live, er vi meget højere til loftet. På Songs dyrkede vi en americana-sound. Vi dyrkede det, når folk sagde, at CODY var et af de første bands, der var med til at holde genren ved lige. Det var fedt, at der var nogen, der lagde mærke til os.

– På Fractures har vi prøvet at flirte mere med indie og pop – og ikke være et americana-band. Jeg synes, det er et tarveligt label at have siddende på sig. Det låser meget. Det har været mindre den-vej-skuende. Der har dog været en enorm respekt og fokus på den traditionelle sangskrivning. Men jeg synes ikke, at jeg har lyst til at kalde den americana, jeg har mere lyst til at kalde den traditionel sangskrivning eller folk-sangskrivning. Det giver mig en større motivation og et bedre grundlag for at skrive sange, end at skrive americana-sange, fordi at det er så tendentiøst og indrammet. Man kan ikke rigtig komme videre fra det.

– Jeg var bekymret for at blive for fastlåst ved at være et neo-folk band. Det synes jeg ikke, vi skal være. Vi skal være et band, som dyrker neofolk-genren og lyden – men ikke mere. Det synes jeg, at vi har formået at gøre på Fractures – at have en lyd der er lidt mere universel, og som også søger nogle andre steder hen.

Når jeg lytter til CODY, er det som oftest i de små detaljer at den største udvikling finder sted, er det noget I lægger meget vægt på?

– Jeg går enormt meget op i detaljerne. Jeg synes for eksempel godt, at modulationer i akkorder kan være nok for mig. Eller en lille detalje kan være nok for mig, for i mit hoved kan det lyde som den vildeste ændring. Jeg tror, at det er noget, der flyder. Det er nogle subtile dynamikker, der er i gang. Jeg kan godt lide, at tingene går jævnt, ligesom CODYs egen udvikling, der kan jeg godt lide, at tingene udvikler sig stille og roligt. Der bliver bygget på, og der er lange passager, der tager tid. Der er ikke nogen radikale overraskende skift. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne være bedre til det. Det kan tit blive så forbandet kliché-agtigt. Derfor kan jeg godt lide, at tingene tager tid, og at det er den lille detalje, der ændrer forløbene. Man skal kunne fornemme ændringen, mere end man skal have den smidt i hovedet.

– Når det er sagt, så er der nogen steder, hvor jeg virkelig synes, at jeg har taget nogle drejninger. For eksempel Mirror. Det har en virkelig underlig afslutning, som jeg virkelig godt kan lide. Den kan virke nærmest latterlig. Den håber jeg kan komme lidt bag på folk, for den er nærmest disko-agtig uden dog helt at blive det. Grey Birds har nogle radikale dur/mol-skift, som også er to separate idéer, der er sat sammen til et nummer.

Se CODYs nye video til "Mirror" her.

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.