De amerikanske pop-punkere har netop udsendt den tredje smagsprøve på trilogiens første album "¡Uno!"
Tilbage i april måned kunne vi på GAFFA.dk fortælle, at Green Day i slutningen af i år og starten af næste år vil udgive en albumtrilogi, med de tre passende titler: "¡Uno!", "¡Dos!" og "¡Tré!". Det første album rammer gaden den 25. september, og lige nu kan man høre den tredje teaser i form af singlen "Let Yourself Go".
Tidligere har Green Day udsendt singlerne "Oh Love" og "Kill The DJ", mens man også tidligere har kunnet se en live-version af den nyeste single, som nu kan erhverves i den rigtige studieversion.
I en pressemeddelelse skrev bandet om trilogi-projektet:
"Vi er i den mest produktive periode i vores liv. Det her er det bedste musik vi nogensinde har skrevet, og sangene bliver bare ved med at komme. I stedet for at lave et album, laver vi en trilogi. Hver sang har kraften og energien, der repræsenterer Green Day på alle planer. Vi kan bare ikke lade være... Vi er storladne som ind i helvede."
I forbindelse med udgivelsen af de tre album bliver der også udsendt to dokumentarfilm. Den første er en film om tilblivelsen af albumtrilogien, som er lavet i et samarbejde mellem filmskaberne Tim Lynch, producent af "Green Day: Bullet in a Bible", og Tim Wheeler, co-producent af "The White Stripes Under Great White Northern Lights".
Der vil ud over denne "making-of"-film blive skabt endnu en dokumentar, på baggrund af optagelser fra bandets pre-"Dookie"-dage (bandets kommercielle gennembrudsalbum fra 1994). Ligeledes kommer bandet igen til at arbejde sammen med instruktøren Sam Bayer, som har produceret flere af gruppens musikvideoer, blandt andre "Jesus af Suburbia".





