Americana-gruppen udsender "Algiers" på mandag, men allerede nu kan du høre det her
Tucson, Arizona-gruppen Calexico udgiver 10. september deres syvende album, som har fået titlen "Algiers". Albummet er optaget i New Orleans og opkaldt efter et kvarter i byen og altså ikke hovedstaden i Algeriet. Det er gruppens første album siden "Carried To Dust" fra 2008.
Albummet er ifølge gruppens pladeselskab City Slang gruppens hidtil mest tilgængelige, men samtidig klassisk Calexico, altså en musik, der forener country, rock og latinamerikansk musik.
Du kan allerede nu lytte og dømme selv, for bandet streamer nu det nye album. Klik på linket nedenfor og lyt alt det, du lyster.
Det var gruppens producer Craig Schumacher, der foreslog bandet at indspille i New Orleans. Sanger og guitarist Joey Burns fortæller i en pressemeddelelse: "Vi talte om at tage til Europa og indspille, men vi får aldrig samlet vores udstyr sammen til at kunne rejse så langt. Så hvor tager du hen, som er i nærheden, og som har en europæisk fornemmelse? New Orleans."
Calexico, under ledelse af Joey Burns og trommeslager John Convertino, udgav i 1997 debutalbummet "Spoke" som et sideprojekt, mens de også spillede i bandet Giant Sand under ledelse af Howe Gelb. Senere forlod de Giant Sand for at kunne koncentrere sig om Calexico, og de blev i Giant Sand erstattet af lutter danske musikere, idet Howe Gelb er dansk gift og har mange danske musikervenner.
Calexico giver koncert i Vega i København 26. september. Køb billetter via GAFFA Live.
Calexico - Algiers by City Slang