Den tidligere Popstars-vinder holder fest i forbindelse med sine ti år i musikbranchen
Jon Nørgaard har igennem de seneste ti år været kendt som både Jon fra Popstars og John Rock, men han har også beskæftiget sig med en række danske talenter som co-producer, sangskriver og feature på egne og andre udgivelser. Jon har arbejdet med kendte navne som Kato, Clemens, USO og Sanne Salomonsen, og nu fejrer den 26-årige sanger og sangskriver sine ti år i musikbranchen, siden han i 2002 medvirkede i talentshowet Popstars. Festen kommer til at foregå på Train Natklub i Aarhus den 13. oktober.
Jon Nørgaard har været meget igennem i musikbranchen, siden han som 17-årig vandt Popstars og udsendte albummet "This Side Up". I 2003 blev sangeren dømt 60 dages betinget fængsel og samfundstjeneste for at have været involveret i et slagsmål. Under navnet John Rock fik sangeren en ny start i 2004, da han begyndte at samarbejde med house-duoen Musikk, og i 2005 vendte Jon tilbage som soloartist med hittet "Popstars".
I 2007 kunne man se dokumentaren "Solo", der viste Jon Nørgaards tidligere stofmisbrug og hans kamp med berømmelse, kærlighed og selvtillid. Siden har Jon Nørgaard stiftet selskabet "Idol!nc", har arbejdet som manager og har medvirket på blandt andet Katos hitsingler "Turn The Lights Off" og Clemens' "Champion". Tidligere i år udsendte han albummet "Uden Dig".
Jon har ifølge Train i løbet af de sidste 2 1/2 år været involveret i over 50 guld- og platinudgivelser, mere end 20 nummer 1-udgivelser, mere end 30 nomineringer til diverse awardshows og over 500.000 solgte singler.
Billetter til Jon Nørgaard 10-års jubilæumshow kan købes via GAFFA Live.





